IA: Det haster med at få overenskomst på plads

Landsstyret må få de nødvendige mandater til at lave overenskomst med Sundhedskartellet PPK, mener Inuit Ataqatiqiit.

De sundhedsansatte må vente på at få en overenskomst. Foto: Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Budskabet kommer fra partiets landstingsmedlem Olga P. Berthelsen. Forhandlingerne mellem kartellet og landsstyret brød sammen tidligere på foråret.

- Da både medarbejdere samt patienter på DIH lider under urimelige vilkår, bør landsstyret straks tage de nødvendige skridt til at rette op på de utilstedelige forhold, understreger Olga P. Berthelsen i en pressemeddelelse.

- Mangelen på kvalificerede medarbejdere er det centrale i dette spil, der betyder, at alt for mange mennesker må vente i alt for lang tid på behandling. Ventetiden medfører, at folk bliver endnu mere syge, hvilket i sidste ende koster samfundet en masse ressourcer og penge, anfører landstingsmedlemmet.

Olga P. Berthelsen peger på, at parterne ikke kan vente på, at der bliver nedsat et nyt landsstyre efter et valg. Derfor må det fungerende landsstyre søge mandat hos de øvrige partier i Landstinget, så forhandlingerne kan blive genoptaget - og blive gjort færdige.

Powered by Labrador CMS