Guldmine-projekt vil snart genoptage efterforskning

AEX Gold har fået myndighedernes bekræftelse på, at selskabet igen kan sende medarbejdere til Grønland og genoptage efterforskningen ved Naluneq-projektet.

Offentliggjort

AEX Gold kan snart genoptage arbejdet med sit guldmineprojekt ved Naluneq.

I en pressemeddelelse oplyser AEX Gold, at Selvstyret har sagt god for selskabets plan for, hvordan medarbejdere kan sendes til Sydgrønland.

Planen lever nemlig op til kravene, der skal forhindre coronasmitte.

Derfor arbejder selskabet nu på at få gang i efterforskningsaktiviteterne igen:

- Vi ser frem til at byde vores medarbejdere velkommen og genoptage udviklingen af Nalunaq og udføre efterforskningsaktiviteter.

- Vi arbejder fortsat tæt sammen med den grønlandske regering for at sikre, at vi følger alle de gældende retningslinjer for at beskytte vores lokalsamfund og personale, udtaler direktør i AEX Gold, Eldur Olafsson.

Coronakrisen har været hård ved råstofefterforskningen i Grønland. Især fordi stort set alle rejser ind og ud af landet har været sat i bero, og aktiviteterne er i stor stil afhængige af udefrakommende mandskab og materiel.

AEX Gold forventer, at sende medarbejdere til Sydgrønland i slutningen af juli.

Powered by Labrador CMS