Godt nyt: Ingen nye smittede hos Munck

Muncks medarbejdere i Nuuk tog den ugentlige test for corona i fredags. Svarene viser, at der ikke er nye smittede, hvilket glæder den administrerende direktør for Munck Gruppen.

Offentliggjort

Ved den seneste ugentlige coronatest for alle medarbejdere i Munck Gruppen i Nuuk, er alle prøvesvar negative.

Det oplyser den administrerende direktør for Munck Gruppen, Hans Christian Munck i en pressemeddelelse.

- Vi er naturligvis både glade og lettede over, at det er lykkedes os at få stoppet smittespredningen på projektet i Nuuk. Medarbejderne i campen og på byggepladsen har virkelig ydet en indsats og implementeret de nye tiltag, som Landslægen og Coronasekretariatet har anbefalet, og det ser nu ud til at have virket, udtaler Hans Christian Munck i en pressemeddelelse.

Medarbejdere i lufthavnsbyggeriet er underlagt strenge krav fra myndiheden, hvor også lufthavnsbyggeriet er indtil videre kategoriseret som karantænezone, hvor medarbejderne er delt op i bobler. Det betyder at lokale medarbejdere også skal være i karantæne, når de ikke arbejder, og medarbejdere i campen ikke må forlade området, medmindre de skal testes eller tilses af sundhedspersonale.

Kage til medarbejderne

En gruppe borgere i Nuuk har bagt kager til medarbejderne i lufthavnsbyggeriet for at muntre dem lidt op, fortæller administrerende direktør.

- Det har stor betydning for vores folk at vide, at der tænkes på dem i denne tid. Det er svært at sidde isoleret så længe – især når man ikke ved, hvornår situationen igen bliver normaliseret, siger Hans Christian Munck og takker de frivillige for kagerne.

Medarbejderne i Munck Gruppen fik muffins og kringler ved madudlevering søndag.

Skal i dialog med myndighederne

Der har ikke været konstateret smittede i campen siden den 4. juni. Og Munck Gruppen planlægger nu at etablere en dialog med myndighederne om lempelser for medarbejderne, så gruppen kan genoptage alle arbejder på sigt.

- Vi ser nu frem til i dialog med myndighederne at få etableret lidt mere normale forhold og forhåbentlig snart genoptage alle arbejder – selvfølgelig under fortsat hensyntagen til sundhedsmæssige retningslinjer for at sikre både projektet og samfundet omkring os, udtaler Hans Christian Munck.

Powered by Labrador CMS