Greenland Express Air

Gert Brask er chokeret over lejet ulykkesfly

Hverken Greenland Express Air eller det hollandske flyselskab Denim Air siger, at de kendte noget til et havari, som Greenland Express Airs lejede fly var involveret i i 2009

Offentliggjort

Hvis alt forløber efter planen, går Greenland Express Air med selskabets lejede Fokker-fly på vingerne med de første passagerer den 2. juni.

Det fastslog CEO og grundlægger af Greenland Express Air, Gert Brask, i et interview med Sermitsiaq.AG onsdag.

Læs: Gert Brask: Jeg forstår godt folks skepsis

Torsdag skriver CHECK-IN.dk, at det Fokker F-100-fly, som Greenland Express Air har lejet hos det hollandske flyselskab Denim Air, var involveret i et havari den 14. september 2009.

Ved ulykken i Stuttgart Lufthavn mavelandede flyet, da det ikke var muligt at fastlåse hovedlandingsstellet. Flyet, som på det tidspunkt var ejet af tyske Contact Air og fløj for tyske Lufthansa, landede på næsehjulet, mens flyets skrog kurede 1.000 meter hen ad landingsbanen. Det tog to måneder, hvorefter flyet den 11. november samme år blev sat i drift igen.

Ved landingen fik tre af de ombordværende 78 passagerer og besætningsmedlemmer mindre skader, mens fem passagerer i lufthavnen måtte behandles for chok.

Læs: Greenland Express Air erhverver sit første fly

Læs: Greenland Express går i luften til juni

Kendte ikke flyets historie
CHECK-IN.dk skriver, at Gert Brask tirsdag aften blev meget overrasket, da han fandt ud af, at Fokker F-100-flyet, som Greenland Express Air har lejet i tre år, har været involveret i det omtalte havari for små fem år siden.

- Jeg fik det at vide sent i går aftes (tirsdag aften, red.), men jeg havde da ønsket, at Denim Air selv havde fortalt mig det. Det kom som et chok, efter at en pilot, som jeg kendte, havde tjekket flyet og blev opmærksom på det, fortæller Gert Brask til CHECK-IN.dk.

Hos hollandske Denim Air har man tilsyneladende heller ikke kigget flyets historie efter i sømmene, inden det blev lejet ud til Greenland Express Air.

- Vi var heller ikke opmærksomme på, at Fokker F100-flyet havde været involveret i hændelsen i Stuttgart. Det bekymrer os dog ikke, for det vigtigste er, at flyet er repareret og luftdygtigt. Hvis der havde været problemer med at sætte det i drift igen, ville det have været afskrevet i stedet. Lufthansa har nogle meget strenge krav og har deres navn og omdømme at passe på, forklarer Denim Air's CEO, Ronald Janssen, til CHECK-IN.dk.

Se øverst i artiklen et videoklip fra havariet i Stuttgart Lufthavn den 14. september 2009. Flyet er det Fokker F-100, som Greenland Express Air har lejet hos det hollandske flyselskab Denim Air

Læs hele CHECK-IN.dk’s artikel ’Ulykkesfly til Greenland Express’ her

Læs alle artikler om Greenland Express Air her

Powered by Labrador CMS