Genåbning: VG håber på turister fra Danmark
Selvom turistsæsonen 2020 ikke står til at redde, så håber man hos Visit Greenland, at den forestående genåbning vil betyde, at flere turister fra Danmark vil besøge Grønland.
Torsdag oplyste formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, at man fjerner loftet over flypassagerer fra Danmark fra på tirsdag samt gennemfører en række lempelser af de nuværende corona-restriktioner.
Blandt andet kan man fra tirsdag rejse til flere byer i Grønland uden at skulle i karantæne i fem dage, når man kommer frem.
Den nyhed bliver godt modtaget hos det nationale turistråd Visit Greenland:
- Selvom genåbningen i sig selv er positiv, forventer vi naturligvis ikke det samme niveau i turismen som andre år. Der er jo foretaget mange annulleringer og at mobilisere nyt salg til resten af højsæsonen er svært for turismeoperatørerne med så kort tidshorisont.
- Men for potentielle gæster, der har mulighed for at rejse til Grønland med kort varsel, er det positivt, at reglen om fem dages karantæne er væk, siger Julia Pars, direktør i Visit Greenland til Sermitsiaq.AG.
Seksdages-regel er en barriere
Direktøren henviser til, at de fem dage i karantæne tager en stor bid af en eventuel ferie her i landet og har været en barriere for at rejse hertil.
Julia Pars tror, at det hovedsageligt vil være på borgere fra Danmark, som kan tænkes at benytte genåbningen.
Den danske såkaldte seksdages-regel gør det nemlig svært for udlændinge at rejse til Grønland, vurderer Julia Pars.
Reglen betyder, at udenlandske turister på vej til Grønland kun må forlade lufthavnen i København, hvis de har booket et ophold på mindst seks dage:
- Reglen hæmmer for tilrejsende til Grønland. De fleste af vores turister fra eksempelvis Europa har typisk en overnatning, når de tager til Grønland, og når de tager hjem.
- Med reglen betyder det, at de skal lægge seks dage til hver vej, hvilket er en stor barriere for at rejse til Grønland. Derfor ønsker vi også at seks-dages reglen ophæves, siger Julia Pars.
Vil skabe opmærksomhed gennem medierne
- Men man kan da håbe på, at specielt folk fra Danmark kan se en interesse i at komme til Grønland her i august og september, som er en af de smukkeste årstider, fortsætter hun.
Visit Greenlands bedste middel for at skabe opmærksomhed om Grønland som rejsemål er deres hjemmeside. Herudover vil Visit Greenland nu gå i gang med at skabe opmærksomhed gennem medierne:
- Det er ikke muligt for os at lave kampagner med så kort varsel. Men vi vil forsøge at skabe opmærksomhed gennem de danske medier om, at det nu er muligt at rejse på ferie til Grønland, siger Julia Pars.