finanslovsforslag

GA: Krisen kradser – og den accelererer

Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, roser Naalakkersuisuts finanslovsforslag for 2015, men kræver samtidig reformer, der hurtigst kan sættes i gang

Direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen
Offentliggjort

Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, mener, at Naalakkersuisut må slå ind på en vækstdagsorden med reforminitiativer, der hurtigt kan sættes i gang, som foreningen selv udtrykker det, ‘før vi kommer derud, hvor vi ikke kan bunde økonomisk og socialt’.

Naalakkersuisut foreslår et underskud i underkanten af 85 millioner kroner i finansloven for 2015, men lover samtidig balance i regnskabet i 2018.

- Naalakkersuisut har fremsat et forslag til finanslov for 2015, som ligger tæt på det forslag, der blev til, før der blev udskrevet valg til Inatsisartut. Men Naalakkersuisut taler med alvorsord: ‘Dødens gab er en realitet - ikke en fjern trussel’, siger naalakkersuisoq for finanser og råstoffer Anda Uldum. Den frygt deler GA, men vi tror på, at der er en udvej, hvis der er vilje til handling.

Sådan lyder fra det Grønlands Arbejdsgiverforening, der samtidig roser Naalakkersuisut for deres finanslovsforslag for 2015, foreningen mener indeholder 'ærlige' hensigtserklæringer.

Læs: Naalakkersuisut foreslår underskud på finansloven

Læs: Uldum: For tidligt at sige hvor der skal spares

Tillid og turbo på reformarbejdet
Fra et budgetteret underskud i 2015 på knap 85 millioner kroner foreslår Naalakkersuisut balance i regnskabet i 2018, hvor der hvert år indtil 2018 skal findes besparelser på 50 millioner kroner i selvstyrets administration og drift.

- GA har længe peget på blandt andet på offentlige besparelser, mere effektivitet i forvaltningen og ikke mindst gennemskuelige rammebetingelser for erhvervslivet som vigtige elementer i den nødvendige genopretningspolitik. Der skal skabes tillid, og nu er det rimeligt at forvente, at det nye Naalakkersuisut sætter turbo på reformarbejdet.

- Grønland har ikke råd til at vente længere, for hele verden konkurrerer om de samme risikovillige investorer. Det handler om tillid, og Naalakkersuisut må slå ind på en vækstdagsorden med reforminitiativer, der hurtigt kan sættes i gang - før vi kommer derud, hvor vi ikke kan bunde økonomisk og socialt, lyder det fra direktøren for GA, Brian Buus Pedersen, i en pressemeddelelse.

Læs: Koalitionsaftalens vigtigste områder er nedprioriteret

Powered by Labrador CMS