GA: Fælles ansvar at løse fiskeriets problemer
En afgiftsforhøjelse af rejer vil skade erhvervet og dermed landets eksportindtægter, og problemet skal løses ved åbenhed og vilje fra Naalakkersuisut og fiskerisektoren, siger GAs direktør.
Hvis man skal løse fiskeriets strukturproblemer, forudsætter det, at der er åbenhed og vilje både fra Naalakkersuisut og fiskerisektoren, siger Henrik Leth. Foto: Leiff Josefsen.
I en pressemeddelelse den 26. oktober skriver Naalakkersuisut, at medlem af Naalakkersuisut for Finanser, Palle Christiansen, efter en nærmere dialog med fiskerierhvervet har besluttet at trække forslaget til Inatsisartutlov om afgifter på torsk og hellefisk i det havgående fiskeri tilbage. Begrundelsen var, at sektoren med dens nuværende struktur ikke kan bære en afgift, og at der er i stedet var behov for at igangsætte en strukturtilpasning således at sektoren får en sund økonomi, der fremadrettet kan bære en afgift. Arbejdet hermed vil blive igangsat hurtigst muligt i et tæt samarbejde med de berørte rederier.
- I Grønlands Arbejdsgiverforening er vi naturligvis tilfredse med, at man har lyttet til vores argumenter, men desværre er det kun halvdelen af afgiftsproblemet, der hermed har fået en fornuftig udgang. Den forhøjede rejeafgift er ikke taget af bordet, og da også denne del af fiskerierhvervet er under pres, vil en afgiftsforhøjelse skade erhvervet og dermed landets eksportindtægter, skriver direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth, i en pressemeddelse.
GA appellerer til, at alle parter nu ser frem, da en konstruktiv dialog er en forudsætning for at genoprette tilliden mellem Naalakkersuisut og fiskerisektoren.
- De aktuelle afgifter er efter GA’s mening netop udtryk for, at denne tillid ikke har været til stede i tilstrækkelig omfang, hvorfor holdninger og politiske positioner får lov at basere sig på rygter og fordomme. Det er en fælles opgave - og et fælles ansvar - at løse fiskeriets strukturproblemer, men det forudsætter, at der er åbenhed og vilje fra begge sider, skriver Henrik Leth.