Frygtløs indsats sikrer teleforbindelser
Teknikere hos det selvstyreejede teleselskab Tele-Post må trodse strabadser for at udføre deres arbejde i de øde radiokædestationer, for at vedligeholde og sikre forbindelserne for hele Grønland.
Der er risiko for teknikere i Tele-Post at komme i nærkontakt med isbjørne eller sidde fast i flere dage i de små stationer, på grund af storm og dårligt vejr.
I sidste uge gik strømforsyningen ned på et af teleselskabets radiokædestation - Kangaarsuk-sitet, syd for Qeqertarsuatsiaat - med det resultat at al telefoni, internet, radio og tv-forbindelser til og fra Qeqertarsuatsiaat blev afbrudt.
- Energy afdelingen i Tele-Post måtte i hast, og trods det dårlige vejr og meget ringe sigtbarhed, sende to teknikere afsted for at genstarte elforsyningen på sitet, for at sikre bygdens forbindelser igen, meddeler teleselskabet.
Gik op i fjeldet trods dårligt vejr
Da der var meget dårligt flyvevejr med dårligt sigte, foreslog teknikerne Ejvind Kleist og Hartvig Heilmann selv, at de kunne sejle til Qeqertarsuatsiaat og gå op af fjeldet til sitet med snesko.
- Vi skulle ellers tage af sted i en helikopter som vi plejer, men vejret var ikke så godt, det sneede meget og derfor meget dårlig sigtbarhed. Vejrudsigten oplyste også om dårligt vejr de næste kommende dage, så vi besluttede at sejle til sitet i denne omgang, siger Hartvig Heilmann.
Det var dårligt vejr med tæt tåge og slud.
- Sejlturen tog over 3 timer. Da vi nåede frem begyndte vi at gå op ad fjeldet til Kangaarsuk-sitet. Selvom fjeldet kun er lidt over 200 meter, så tog det os over 1 time at nå toppen, da der var meget sne og fjeldet er stejlt, fortæller teknikeren.
Heroisk indsats
Det er ikke første gang at teknikkerne Hartvig Heilmann og Ejvind Kleist har besteget fjelde for at nå frem til et site.
- Vi har også prøvet at gå op til Meqquitsoq-sitet, syd for Nuuk samt Pingu Sitet i Qeqertarsuaq (Disko bugten), som er 845 meter høj. Det var tåget dengang, helikopteren kunne kun nå til tågegrænsen, hvor han satte os af så vi kunne gå op selv i stedet.
Hartvig Heilmann og Ejvind Kleist genetablerede forbindelserne i Qeqertarsuatsiaat efter en heroisk indsats.