Flyrute kan skabe ny dynamik

Air Greenlands flyrute mellem Kangerlussuaq og Baltimore kan skabe ny dynamik i samarbejdet mellem Grønland og USA og føre til økonomisk gevinst for Grønland. Det vurderer Danmarks ambassadør i Washington, Friis Arne Petersen.

Offentliggjort

– Vi har indledt et nyt kapitel i samarbejdet mellem Danmark, Grønland og USA. Grønland og USA kan udvikle et nyt dynamisk partnerskab, men det er vigtigt, at Grønland selv formulerer sine ønsker til dette partnerskab og gør ønskerne konkrete overfor amerikanerne, understreger Friis Arne Petersen.

Ambassaden i Washington har ydet støtte og vejledning til Air Greenland under forberedelserne til den nye flyrute, som går i luften den 25. maj næste år.

Ambassaden er desuden en hjørnesten i Joint Committee samarbejdet mellem Grønland/Danmark og USA. Dette samarbejde blev indledt efter Igaliku-aftalen mellem Danmark, Grønland og USA i 2004. Aftalen giver USA lov til at modernisere og tilpasse Thule-radaren til et kommende rumbaseret amerikansk missilforsvar.

Powered by Labrador CMS