Flertal for lempelser i råstofloven

Medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit, Peter Olsen vil af hensyn til natur og miljø men ikke mindst også af hensyn til investeringslysten til råstofefterforskning og -udvinding i landet, have lempelser på Råstoflovens bestemmelser om forarbejdningskrav

Peter Olsen (IA) mener at der må ske lempelser på råstofloven med hensyn til kravet om forarbejdning, da det ifølge ham, også vil være med til at højne investorers interesse for Grønland.
Offentliggjort

Der er vist ingen tvivl om, at Naalakkersuisut vælger at bære både seler og rem samtidigt, når det gælder udnyttelsestilladelser til mineselskaber, for hidtil har Naalakkersuisut igennem myndighedsbehandlingen af ansøgningerne forudsat, at selskaberne skal forarbejde de udvundne mineraler her i landet. Dette for at sikre landet størst mulig gevinst ved sådanne aktiviteter, blandt andet i form af skabelse af arbejdspladser og de dertil øgede skatteindtægter. Men noget tyder på, at netop denne forudsætning også er med til at bremse mineselskabernes interesse for råstofaktiviteter i landet.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Peter Olsen (IA) har derfor fremlagt forslag til forespørgselsdebat om, der i Råstofloven fortsat bør være en mulighed for at pålægge råstofselskaber at forarbejde udvundne mineraler her i landet.

– Hvis Grønlands indtjening skal være solid og stabil, har vi behov for at skabe et andet erhverv ved siden af fiskeriet, lyder det fra Peter Olsen, som også tilføjer:

– Og en af de andre muligheder handler om råstofudvinding. Vi kan ikke komme udenom, at vi må udvikle denne nye erhvervssøjle og gøre det attraktivt og effektivt for de, som ønsker at udvinde råstofferne.

- Mit budskab i dette forslag til en forespørgselsdebat er at sætte spørgsmålstegn ved, at der stilles krav om, at rettighedshaveren skal forarbejde udnyttede råstoffer her i landet. Der er tale om undtagelsesbestemmelse for følgende udnyttede råstoffer: sjældne jordarter og andre råstoffer, som kan udgøre en fare for miljøet.

Peter Olsen lægger dermed op til ændring af præmisserne i Råstofloven. Han mener, at sådan en ændring ikke kun vil komme naturen og miljøet til gavn men også være med til at sikre en smidigere og hurtigere sagsbehandling af potentielle udvindingstilladelser.

Læs mere om sagen i Sermitsiaq – få adgang til avisen herunder:

Powered by Labrador CMS