Fangere i Øst- og Nord får tidlig bonus

Fangere er særligt udfordret af isforhold og dårligt vejr, hvilket betyder ingen fangst i en længere periode. Nu udbetales bonus fra Great Greenland særskilt tidligere til fangerne.

Fangere i Østgrønland samt Upernavik, Qaanaaq og bygderne, der har indhandlet sælskind til Great Greenland kan forvente tidlig bonusudbetaling.
Offentliggjort

For at afhjælpe en ekstraordinær udfordrende situation for fangerne i Nordgrønland og Østgrønland, har Naalakkersuisut besluttet at den årlige bonus fra Great Greenland udbetales inden jul.

Forskuddet gives til fangere i Qaanaaq og Upernavik med bygder, samt fangere i hele Østgrønland.

Departementet for erhverv oplyser i en pressemeddelelse, at arbejdet med at udbetale bonus fra Great Greenland til fangere i disse områder allerede er i gang.

For fangere i resten af landet vil bonussen blive udbetalt efter sidste indhandling er afsluttet. Det sker tidligst i dagene mellem jul og nytår, eller i starten af januar, oplyser Great Greenland.

Pres fra KNAPK

KNAPK har den seneste tid været særdeles kritisk over Naalakkersuisuts manglende håndtering af en situation, hvor flere fangere har stået uden indtægt på grund af vejrlige udfordringer i områderne.

KNAPK's formand Nikkulaat Jeremiassen har i den forbindelse påpeget, at den eksisterende økonomiske hjælp til nødstedte fangere ikke rækker, og at der skal være flere tiltag for at støtte fangerne, der står i en vanskelig økonomisk situation.

- På baggrund af de bekymrende forhold i Nord- og Østgrønland forudbetales bonus fra Great Greenland ekstraordinært. Naalakkersuisut undersøger og afdækker alle muligheder, der kan afhjælpe situationen. Vi håber udbetalingen før jul vil blive til gavn for de berørte familier, siger naalakkersuisoq for erhverv, Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut oplyser, at flere end 200 fangere i Nord og Øst kan forvente en tidligere bonusudbetaling i år.

Powered by Labrador CMS