Fakta: Kuannersuit kan sænke bloktilskuddet

Bloktilskuddet fra Danmark vil blive reduceret med 750 millioner om året, hvis beregningerne om en mine ved Kuannersuit holder stik.

Offentliggjort

Planer om mineprojektet tæt på Narsaq i Sydgrønland med udvinding af uran og sjældne jordarter skaber heftig debat op til valget tirsdag 6. april.

Tilhængere peger på, at projektet vil skabe mange arbejdspladser og indtægter til det grønlandske samfund, mens modstandere frygter store konsekvenser for natur, miljø og sundhed.

Siumut går ind for mineprojektet, mens Inuit Ataqatigiit vil skrinlægge planerne.

Bliver de til virkelighed, og det australske selskab Greenland Minerals begynder at udvinde sjældne jordarter og uran, vil der ryge 1,5 milliarder kroner i landskassen hvert år i 37 år. Det vurderer selskabet i hvert fald selv.

Alt over 75 millioner "deles"

Bloktilskuddet fra Danmark er på 3,9 milliarder kroner om året. Men hvis Grønland kommer til at tjene 1,5 milliarder kroner årligt på mineprojektet ved Kuannersuit/Kvanefjeld, vil bloktilskuddet ifølge selvstyreloven falde med 750 millioner kroner.

Sådan er lovteksten formuleret: "Tilfalder der Grønlands Selvstyre indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, reduceres statens tilskud til selvstyret med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, som i det pågældende år ligger over 75 millioner kroner".

Bloktilskuddet vil dermed falde til 3,15 milliarder kroner om året, hvis mineprojektet kommer ud med det overskud, som Greenland Minerals forventer.

Men det betyder altså også, at der vil være 750 millioner kroner ekstra i landskassen, selv om bloktilskuddet sænkes.

Sådan vil indtægterne fra mineprojektet se ud ifølge Greenland Minerals:

* 136 millioner kroner af skat fra de ansattes løn.

* 30 millioner kroner fra royalty på uran.

* 1,35 milliarder kroner fra selskabs- og udbytteskat.

I alt: 1,516 milliarder kroner om året.

Kilde: Greenland Minerals.

Powered by Labrador CMS