Færøernes fiskeflåde på havet igen
Det har kostet den færøske fiskeindustri millioner, at fiskeflåden har ligget ved kaj under fiskernes 17 dages strejke. Der er nu indgået ny overenskomst.
Størsteparten af Færøernes fiskeflåde satte sent lørdag og tidligt søndag kursen ud på havet efter at have ligget ved kaj i 17 dage på grund af strejke blandt fiskerne.
Arbejdsnedlæggelsen, der har kostede fiskerierhvervet millioner af tabte kroner hver dag, skyldtes uoverensstemmelser om en ny overenskomst mellem den færøske fiskerforening og rederne.
Parterne blev sent lørdag aften via forligsmænd enige om en ny aftale, der blandt andet betyder mere i efterløn til fiskerne.
Det store stridsspørgsmål - om fiskerne i højere grad skal være med til at betale for den stadig dyrere olie - behandles i løbet af foråret ved nye forhandlinger mellem parterne.
Strejken blev indledt på det mest ugunstige tidspunkt, da januar måned traditionelt er den bedste fiskemåned med gode priser på det internationale marked.
Dertil starter et nyt fiskeår med nye kvoteaftaler i januar, hvorfor særlig mange fiskeskibe plejer at indlede fisketogter i dagene lige efter jul.
Fiskeriet er Færøernes hovedindustri. Foruden store tab for fiskeflåden har strejken også betydet, at filetfabrikkerne har ligget stille, da der ikke har været fisk til forarbejdning.