Direktør i GE: Vigtigt at værne om Grønlands gode ry
Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, vil ikke kommentere på den konkrete sag med Jens Sam Andersen, men udtaler sig generelt om problemerne ved, at virksomheder ikke udbetaler løn.
Mandag kunne Sermitsiaq.AG afdække, hvordan en række danske håndværkere, der er hyret til arbejdsopgaver i Grønland, angiveligt er blevet bedraget for tusindvis af kroner af en mand, der kalder sig for Jens Sam Andersen.
Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, der alene kender til sagen fra Sermitsiaq.AG's artikel, fastslår, at det generelt er noget skidt, hvis man ikke aflønner sine medarbejdere.
Christian Keldsen understreger, at han kun har artiklerne på Sermitsiaq.AG at forholde sig til. Men i tilfælde hvor for eksempel vikarbureauer ikke udbetaler den aftalte løn til deres medarbejdere, så risikerer man ifølge direktøren i Grønlands Erhverv, at kunderne, altså de grønlandske virksomheder havner i en vanskelig situation.
Smitter negativt af
Det skyldes, at virksomhederne risikerer at stå med nogle mennesker, der vil have deres løn - også selvom, der er blevet afregnet, og den grønlandske virksomhed ikke skylder dem noget, forklarer han.
- Det er klart, at det kan påvirke gode ordentlige virksomheder negativt, hvis folk har indtryk af, at man ikke får sin løn. Men det er i bund og grund ikke de virksomheder, det drejer sig om. De gode virksomheder har jo betalt for den service og har kontraktmæssigt afregnet et andet sted, som det fremgår af artiklen, siger Christian Keldsen.
Til spørgsmålet om man kunne forestille sig, at de gode virksomheder, som Christian Keldsen omtaler, risikerer at få et dårligt ry, hvis det i Danmark rygtes, at man som håndværker i Grønland ikke får udbetalt den aftalte løn, svarer han:
- Jeg vil hellere sige det sådan: Hvis for eksempel vikarselskaber ikke aflønner medarbejderne, så er der en risiko for, at det smitter negativt af på deres kunder. Og det er vi i Grønland ikke tjent med.
GE kan oplyse sine medlemmer om brodne kar
Christian Keldsen forklarer, at Grønlands Erhverv repræsenterer deres medlemmer i forskellige typer af spørgsmål. Hverken GE eller samfundet kan være interesserede i, at der er folk, som driver forretning på uærlige eller ulovlige vilkår, hvis det er tilfældet.
Skulle det vise sig, at der er selskaber, som igen og igen svindler og dette er bevist, kan en privat forening som Grønalands Erhverv eventuelt fraråde brugen af sådanne selskaber, oplyser direktøren.