Danmark skal være stolt af bæredygtig sælfangst
Det mener verdens største minkproducent, Kopenhagen Fur, der støtter fangernes demonstration i morgen
Foto: Jørgen Chemnitz
Fangere med isbjørneskindsbukser og formand i trendy sælskindsjakke.
Det kan folk i morgen forvente at se på Kongens Nytorv i København foran Magasin du Nord. Sælfangere fra hele Grønland med KNAPK-formand Leif Fontaine i spidsen ankom forleden til København for at demonstrere 1. maj mod forbud af sælskindssalg i det engelskejede Magasin du Nord.
Verdens største minkproducent, Kopenhagen Fur, støtter fangernes sag. Det danske store pelshus mener, at danskere bør være stolte af den bæredygtige fangst.
- Grønlændernes fangst af sælskind er blot et eksempel. Det er en bæredygtigt fangst, som vi i Danmark bør støtte og være stolte af. Danskere og grønlændere har et fællesskab, og jeg mener, at vi i Danmark bør støtte den arktiske inuitkultur på alle måder, siger kommunikationschef Sander Jacobsen fra Kopenhagen Fur til Sermitsiaq.AG
- Det er helt oplagt, at forretninger i Danmark også fører sælskind fremfor at indføre en uovervejet og destruktiv antipelspolitik. De grønlandske fangersamfund står jo fuldstændig magtesløse over for en multinational koncern som Debenhams, når den vælger denne økoimperialistiske vej, siger Sander Jacobsen.
Se også "Video: Se fangerne på Youtube"
Læs også "Meningsmåling dumper sælskind"
Magasin er presset
Den oprindelige danskejede Magasin-kæde, som i 2009 overgik til de engelske ejere Debenhams, er presset og tvunget til at lukke for salg af al vilddyrspels pr. 1. maj, mener Kopenhagen Fur.
- Det er meget svært at forstå logikken, så længe Magasin sælger røde bøffer, mælkeprodukter og lædersko. Pelsdyr bør ikke have en særbehandling i forhold til brugen af alle andre dyr, siger Sander Jacobsen.
- Det er udtryk for en mærkelig dobbeltmoral, som bygger mere på poppede strømninger end på velovervejede fakta. Det er ærgerligt, at danske Magasin er blevet påtvunget denne politik, siger Sander Jacobsen.
Læs også "Forbud mod sælskindssalg i Magasin"
Læs også "Få danskere kender inuit-undtagelsen"
Mere støtte
Det grønlandske pelshus Great Greenland samt de grønlandske studerendes fællesforening Avalak støtter også demonstrationen, som i morgen starter klokken 10 ved Kongens Nytorv med taler fra fangere og de to grønlandske folketingsmedlemmer, IA's Sara Olsvig og Siumuts Doris Jakobsen.