Christian Motzfeldt stopper som direktør i Vækstfonden - parat til at fortsætte i Greenland Holding
Selvom Christian Motzfeldt stopper som direktør i Væksfonden er han parat til at fortsætte som formand for Greenland Holding.
Efter 18 år stopper Christian Motzfeldt som direktør i Vækstfonden ved udgangen af i år.
- Vækstfonden har været en fantastisk arbejdsplads for mig i næsten to årtier. Det har været et kæmpe privilegium sammen med fondens dygtige medarbejdere og bestyrelser at finansiere mange tusinder spændende, danske virksomheder. Det har været meget svært for mig at træffe beslutningen om at stoppe, men jeg ønsker nu mere tid til bestyrelsesarbejde mv. og vil derfor træde tilbage fra det daglige operationelle job som administrerende direktør, skriver Christian Motzfeldt i en pressemeddelelse.
Lufthavns-millioner
Dermed bliver det ikke Christian Motzfeldt, der på Vækstfondens vegne kommer til at forvalte de investerings- og erhvervspuljer på sammenlagt 220 millioner kroner, Vækstfonden og Greenland Venture får tilført som led i lufthavnsaftalen mellem Danmark og Grønland.
Hvis det står til ham selv, så kommer han dig til at få indflydelse på vegne af Greenland Venture. Han vil nemlig meget gerne fortsætte som bestyrelsesformand for Greenland Holding, som Greenland Venture er en del af.
- Jeg sætter stor pris på arbejdet for Greenland Holding, så jeg vil meget gerne fortsætte. Jeg nyder dette arbejde i fulde drag, siger Christian Motzfeldt til Sermitsiaq.AG.
I sidste ende er det det Naalakkersuisut, der som eneejer af Greenland Holding beslutter, hvem der skal være formand for Greenland Holding.
Christian Motzfeldt blev ansat som direktør i Vækstfonden i marts 2001. Siden har Vækstfonden i samarbejde med private investorer medfinansieret omkring 7.000 virksomheder for mere end 20 milliarder kroner.
Christian Motzfeldt har tidligere været afdelingschef i Erhvervsministeriet og kontorchef i Danske Bank. Endvidere har han arbejdet som national ekspert i EU-Kommissionen og været økonom i Danmarks Nationalbank.