Chefredaktøren anbefaler: Rigtigt, men: En gratis omgang

Da Naaja H. Nathanielsen, Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur, Råstoffer og Ligestilling, forleden offentliggjorde Naalakkersuisuts beslutning om at suspendere oliestrategien og stoppe for nye licenser til kulbrinteefterforskning, selvom der efter alt at dømme er masser af olie og gas i den grønlandske undergrund, vakte det opsigt. Ikke kun i Grønland. Medier overalt i verden berettede om den opsigtsvækkende beslutning, miljøorganisationer med Greenpeace i spidsen nærmest takkede for det grønlandske klarsyn.

Beslutningen hviler ifølge Naaja H. Nathanielsen på en miljøpolitisk og en klimapolitisk holdning. I en kronik i denne avis forklarer og begrunder hun grundigt og indsigtsfuldt beslutningen og noterer, at det er det ”eneste rigtige at gøre af hensyn til klimaet, naturen og vores fangstdyr og fiskeri”.

Nathanielsen lægger dog ikke skjul på, at beslutningen bestemt også er truffet i lyset af en analyse af de økonomiske realiteter, som uvildige analytikere har foretaget. Og Naaja H. Nathanielsen fortjener tak for, at hun åbent og redeligt har forklaret borgerne om årsag og konsekvens af Naalakkersuisuts beslutning. Den slags politisk kommunikation er vi ikke forvænt med her i landet.

Men ikke desto mindre er der tale om en gratis omgang.

Ringe interesse

Sagen er, at de tilsyneladende meget store forekomster af olie og gas i Grønlands undergrund ikke længere frister investorer og efterforskningsselskaber. Ikke siden det skotske selskab Cairn for en halv snes år siden brændte et milliardbeløb af på olieefterforskning i Davis Strædet, har der været ægte interesse for at bruge penge på efterforskning, selvom Selvstyret tilbyder attraktive vilkår.

Den kommercielle interesse er ganske enkelt forduftet. I oliebranchen er det et udbredt mantra, at selskaberne kun løber en økonomisk risiko, hvis der er udsigt til en god fortjeneste – gerne en forrentning i størrelsesordenen 20-25 procent. Det kan Grønland ikke leve op til; i bedste fald omkring det halve.

Ganske vist forventes store prisstigninger på råolie i de kommende år, men generelt er tiden ved at løbe fra olien og andre fossile brændstoffer. Målet er, at verden om 30 år kan gå over til CO2-fri energi. Og de store multinationale olieselskaber har for længst set skriften på væggen. De er i fuld gang med en transformation fra olieselskaber til energiselskaber baseret på vedvarende energi.

Vedvarende energi

Ifølge Naaja H. Nathanielsen vil de kommende års efterforskningsaktiviteter i Grønland primært fokusere på mineraler. Naalakkersuisut vil udvikle Grønland ”bæredygtigt og visionært”, forsikrer hun, ved blandt andet at tiltrække investorer til de planlagte store vandkraftprojekter.

Med andre ord: Ligesom Nathanielsens kollega, Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund, har åbnet en kattelem for private leverandører af vindenergi, forsøger Naaja H. Nathanielsen at tiltrække private investorer til de store vandkraftprojekter, der er politisk ønske om, men næppe tilstrækkelig finansiering til i Landskassen.

En kendsgerning er det imidlertid, at selvom vandkraften allerede tegner sig for en betydelig del af energiforsyningen, så er der inden for en overskuelig fremtid behov for mere energi, end de eksisterende anlæg kan producere.

I den forbindelse er det interessant, at Nathanielsen kun nævner vandkraft som en vedvarende energikilde. Muligheden for vindkraft forbigås, selvom investorer står på spring, og selvom det nationale energiselskab Nukissiorfiit i flere år har gjort forsøg med vindmøller i Sisimiut.

Er Naalakkersuisut ved at stirre sig blind på vandkraft som eneste mulighed for vedvarende energi i Grønland?

Det er åbenlyst, at vandkraft er en fremtidig primær energikilde i store dele af Grønland. Men det koster kassen at anlægge de nødvendige vandkraftværker. Samtidig står det mere og mere klart, at vindmølleindustrien efterhånden har udviklet møller, somkan modstå det barske klima i Arktis. Det viser et projekt i Finmark i det nordligste Norge, hvor meget store vindmøller i mange år har være en stabil leverandør af energi. Det er samme type vindmøller, som en privat investorgruppe ønsker at opføre ved Sisimiut, og som gruppen ønsker at forhandle med Naalakkersuisut om.

Global energiforsyning

Man kan kun håbe på, at det udsyn og sans for realiteterne, som beslutningen om at suspendere oliestrategien er udtryk for, vil være den røde tråd i Naalakkersuisuts råstof- og energipolitik. Som Naaja H. Nathanielsen selv gør opmærksom på, så lukker oliebeslutningen nok en dør – men en anden dør åbner sig.

Det har Grønland brug for og ikke mindst i lyset af, at Naalakkersuisut er ved at spille et vigtigt internationalt kort af hånden med en varslet beslutning om nultolerance, når det gælder uran. Den beslutning betyder samtidig, at Grønland forpasser muligheden for at blive en betydelig global leverandør af de såkaldt sjældne jordarter, der indgår i lige præcis de produkter, som skal sikre en grøn og CO2-fri fremtid. Dermed takker Naalakkersuisut samtidig nej til betragtelige offentlige indtægter og etablering af mange nye arbejdspladser.

Forhåbentlig overskygges olieklarsynet ikke af gamle dogmer. Det er nok værd at huske på, at det politiske grundlag for Naalakkersuisutø-koalitionen er selvstændighed. Men er politisk selvstændighed realistisk uden økonomisk uafhængighed?