Bygderne har en fremtid

Der er ingen tvivl at spore hos Kåre Hendriksen, når han udtaler sig om de grønlandske bygders fremtid:
- Selv med de mest positive politiske tiltag vil der også i fremtiden blive lukket enkelte bygder. Det gælder ikke mindst de bygder, som ikke længere har et erhvervsgrundlag i form af fangst og fiskeri.

Intet alternativ
Samtidig er en af hovedkonklusionerne i Kåre Hendriksens nye ph.d.-afhandling, ’Grønlands bygder – økonomi og udviklingsdynamik’, at de fleste bygder, som har et grundlag for fiskeri og fangst og de nødvendige indhandlingsmuligheder, fungerer godt både økonomisk og som bosteder.

- Men jeg frygter, at også nogle af disse bygder i eksempelvis Upernavik- og Kangaatsiaq-distrikterne vil blive afviklet relativt hurtigt, hvis Selvstyret ikke ændrer holdning til den grønlandske bosætning og den lokale udnyttelse af ressourcerne, fortæller han.

Ifølge Kåre Hendriksen vil der ikke være den store fornuft i disse lukninger, for alternativet for mange af beboerne vil i dag være en tilværelse som arbejdsløse og sociale klienter i grønlandske byer med den konsekvens, at de offentlige udgifter vil blive forøget.

Klippe hinanden
- Problemet er, at befolkningen i de grønlandske byer i dag lever af at klippe hinanden, fordi der ikke er noget solidt erhvervsgrundlag. Og så længe situationen er sådan, vil det være en fordel at støtte de velfungerende bygder, hvor der er mulighed for fangst og fiskeri.

Han mener heller ikke, at de meget omtalte mineprojekter nødvendigvis vil give mange nye arbejdspladser til grønlændere. I Nulanaq-guldminen, som er det eneste igangværende mineprojekt, er det siden starten for 10 år siden ikke lykkedes gennem længere tid at have over 50 procent grønlandsk arbejdskraft, selvom der kun arbejder 80-100 mand.

Lokal satsning
Men det kræver en indsats over for de mere velfungerende bygder, hvis man skal undgå, at beboerne stemmer med fødderne og forlader dem.

I dag er grundholdningen, at stordrift er mere rentabelt, og det har eksempelvis betydet, at politikerne har satset på at udfase det lokale jollefiskeri til fordel for fiskeri fra store kuttere, og at bygdefabrikkerne og de små indhandlingssteder bliver erstattes af større enheder.

»I stedet kunne man begynde at tænke i bæredygtighed og orientere sig mod potentielt nye forbrugergrupper i den vestlige verden, som efterspørger eksklusive, miljørigtigt producerede fiskeprodukter, som er fanget lokalt og har en historie, foreslår Kåre Hendriksen.

Højere leveomkostninger
Kåre Hendriksen peger også på, at bygdebefolkningen ikke alene lever med et langt lavere socialt serviceniveau og stærkt begrænset vareudbud, men også med højere priser på dagligvarer.

Da ensprissystemet blev ophævet i 1994, blev det besluttet, at Hjemmestyret skulle sikre de samme priser i de forskellige distrikter. Siden er subsidieringen faldet fra omkring 100 mio. kroner til 37 mio. kroner i 2011.

Dertil kommer, at priserne på el og vand er meget højere i bygderne end i Nuuk. Det rammer ikke kun husholdningerne, men også den lokale fiskeindustri, som af den grund har sværere ved at konkurrere.