Butik Kamik udvider mod øst

Erik og Karin Heilmann fra Butik Kamik ejer nu også en butik med grønlandske varer i København, skriver Fyens Stiftidende

Offentliggjort

Det var med udsigten til, at Butik Kamiks leverandør af grønlandsk proviant lukkede helt, at Kamiks ejere, Erik og Karin Heilmann tog affære.

De købte simpelthen butikken i Strandgade i København.

- Ja, Butik Kamik har fået vokseværk, lyder det med et højt grin fra Erik Heilmann, der den 6. december sidste år overtog driften af KNI-butikken i København i samarbejde med Artic Green Food.

KNI-butikken sælger proviant og sælskindsprodukter, og har lige som Butik Kamik en køberskare, der strækker sig over hele landet.

- Det er en butik, der er lidt større end den i Munkebo, og så har den en stor frysekapacitet, fortæller Erik Heilmann om den københavnske butik, der blandt andet leverer varer til Grønlænderhusene rundt om i landet, skriver Fyens Stiftidende.

Powered by Labrador CMS