Brugseni ændrer i ledelsen

Salgschef Jes Nyborg er stoppet i Brugseni og i stedet indtræder HR-chef John Thorsen i ledergruppen, meddeler detailkæden.

Brugsen har sagt farvel til salgschef Jes Nyborg.
Offentliggjort

Brugseni har foretaget en rokering i detailkædens ledelse, hvor salgschef Jes Nyborg er fratrådt. I stedet indtræder HR-chef John Thorsen i ledergruppen.

Det skriver Brugseni i en pressemeddelelse.

- Vi har foretaget disse ændringer for at skabe endnu større drivkraft bag vores strategi om at skabe værdi med mennesket i centrum, samtidig med at vi udvikler salgsafdelingen til at blive mere enkel i sin struktur og tilgang.

- HR-afdelingen kommer til at få ekstra og større strategisk vægt i organisationen, samtidig med at vi har valgt at centralisere salgsafdelingen under en enkelt salgschef, udtaler direktør Susanne Christensen.

Farvel til Nyborg

Ifølge Brugseni blev Jes Nyborg ansat som uddeler i Nuuk i 2010, og senere blev han en del af den overordnede ledergruppe, hvor han har haft ansvar for de nordlige butikker, økonomifunktionen og rollen som vicedirektør.

- Han har haft en stor andel i de beslutninger der er truffet omkring investeringer i nye butikker i Ilulissat og Nuuk-området, og jeg takker for hans store indsats gennem alle årene. Jes vil blive savnet for hans store faglige viden og engagement inden for de områder, han har haft ansvar for, udtaler direktør Susanne Christensen.

Ifølge direktøren har hun stoppet samarbejdet med Jes Nyborg for at få "fornyet fokus på vores (Brugsenis) ledelsesværdier og evne til at fastholde nøglemedarbejdere".

Jes Nyborg har i sin tid som salgschef markeret sig i medierne på vegne af Brugseni i blandt andet spørgsmål om nyt returpantsystem og mangel på arbejdskraft.

Thorsen forfremmes

Ny salgschef er Kent Helberg, som alle uddelere skal referere til.

John Thorsen forfremmes fra afdelingsleder for HR og Kommunikation til HR-chef.

- Jeg er rigtig glad for at John har takket ja til den nye opgave som HR-chef. Vi står stærkt i HRafdelingen i dag med dygtige medarbejdere og kompetencer, og det bliver Johns opgave at udnytte dette potentiale mere i fremtiden, så vi bliver endnu bedre til at tiltrække, udvikle og fastholde vores værdifulde medarbejdere, udtaler Susanne Christensen.

John Thorsen har tidligere været ansat inden for HR i Kommuneqarfik Sermersooq og hos public service mediet KNR.

Powered by Labrador CMS