Borgmestre i to kommuner kæmper hårdt for deres rejefabrikker
- Stop politiske forsøg på at lukke fabrikken i Ilulissat, siger Avannaatas borgmester, Lars Erik Gabrielsen, i et nødråb til Naalakkersuisut. Qeqertaliks borgmester, Simigaq Heilmann, sender også et nødråb til Grønlands politiske top om at handle.
- Stop politiske forsøg på at lukke fabrikken i Ilulissat, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S).Foto: Oscar Scott Carl
Der foregår et sjældent politisk og
erhvervsmæssigt drama, hvor meget står på spil, i Grønland i disse uger.
To borgmestre med deres kommunalbestyrelser i
Nordgrønland kæmper i disse uger bravt for at afværge lukning af to fabrikker med
produktion af rejer og fisk. Det er fabrikker, der er livsvigtige for de to
byer, de ligger i, og kommunerne.
Der foregår et sjældent politisk og
erhvervsmæssigt drama, hvor meget står på spil, i Grønland i disse uger.
Annonce
To borgmestre med deres kommunalbestyrelser i
Nordgrønland kæmper i disse uger bravt for at afværge lukning af to fabrikker med
produktion af rejer og fisk. Det er fabrikker, der er livsvigtige for de to
byer, de ligger i, og kommunerne.
Det drejer sig om kommunalbestyrelserne i Kommune
Qeqertalik og Avannaata Kommunia med henholdsvis borgmester Simigaq Heilmann
(D) og Lars Erik Gabrielsen (S), i spidsen, der er gået på barrikaderne.
Begge kommuners politiske ledere sender en klar
appel til Naalakkersuisut og Inatsisartut om at finde en politisk løsning for
at undgå lukning af reje- og fiskefabrikker i henholdsvis Ilulissat og Aasiaat.
Gabrielsen: - Dårlig drift i Aasiaat
- Stop politiske forsøg på at
lukke fabrikken i Ilulissat.
Sådan skriver borgmester i Avannaata
Kommunia, Lars Erik Gabrielsen, Siumut, på kommunens hjemmeside Avannaata.gl.
Og videre lyder det fra borgmesteren:
- Dårlig drift af fabrik i
Aasiaat skal ikke reddes af Ilulissat.
Lars Erik Gabrielsens udmelding om at stoppe
”politiske forsøg på af lukke i Ilulissat” kommer i kølvandet på, at bestyrelsen
for reje- og fiskeproduktionsselskabet Polar Raajat har meldt ud, at selskabets
fabrik i Aasiaat står over for en akut trussel om lukning.
Ejerne af Polar Raajat er de privatejede
fiskerikoncerner, Polar Seafood Greenland og Polar Seafood Denmark.
- Bliver fabrikken lukket, vil det koste 115
medarbejdere deres jobs. Så hvis der ikke bliver fundet en permanent politisk
løsning, da der ikke er økonomi i driften med det begrænsede råvaregrundlag, vi
har, vil vi lukke fabrikken permanent i løbet af efteråret 2026.
Det sagde Polar Raajats bestyrelsesformand
Bent Salling den 10. februar i Sermitsiaq.
En langsigtet løsning er ifølge Polar Raajat,
at den selvstyreejede Royal Greenland-fabrik i Ilulissat, lukker for
indhandling af rejer, mener Polar.
Bent Salling: Polar og kommune presser på
Efter et møde med kommunalbestyrelsen i
Kommune Qeqertalik ugen før sagde Bent Salling, ligeledes den 10. februar, at
kommunen på linje med Polar presser på (over for Naalakkersuisut red.) for at
finde en løsning, så man undgår lukning af Aasiaat-fabrikken.
Det kan nabokommunens borgmester Lars Erik
Gabrielsen godt forstå, men slet ikke, hvis det kommer til at betyde lukning i Ilulissat:
- Det
er alvorligt, når 115 arbejdspladser i Polar Seafoods fabrik i Aasiaat bringes
i fare, som det fremgår.
- Men
det er endnu mere alvorligt, når det privatejede Polar Seafood vil gøre sine
egne strukturelle og forretningsmæssige udfordringer om en akut lukning af
fabrikken til et politisk ansvar.
- Og
som det fremgår af Sermitsiaq samtidig peger på, at løsningen skulle være at
lukke en velfungerende samfundsejet fabrik i Ilulissat, skriver Lars Erik
Gabrielsen videre.
Fabrikken i Ilulissat er ejet Royal
Greenland og er dermed samfundseje, påpeger borgmesteren.
- Det
er en veldrevet og effektiv rejefabrik med et solidt råvaregrundlag. Årsagen er
enkel. Ilulissat har i årtier været en fiskerby, hvor mange lokale fiskere med
mindre trawlere er hjemmehørende.
- De
forsyner fabrikken stabilt med rejer. Ikke på grund af politiske beslutninger,
men fordi det er dér, råvarerne naturligt landes, siger han.
Han erkender, at fiskerne også mulighed for
at indhandle i Aasiaat.
- De
gør det ikke. Ikke af politiske grunde, men fordi deres både, service,
værksteder og erhvervsnetværk er placeret i Ilulissat. Det er markedet, der
bestemmer – ikke politiske ønsker. Hvis Royal Greenland skulle lukke sin
rejefabrik i Ilulissat, vil råvarerne ikke forsvinde. Lokale fiskere har
allerede tilkendegivet, at de i så fald selv vil etablere en ny rejefabrik.
- Resultatet vil være det samme. Rejerne vil fortsat blive landet
i Ilulissat. Aasiaat vil derfor fortsat have vanskeligt ved at tiltrække
indhandling, uanset politiske indgreb.
- At tro, at man kan gøre fabrikken i Aasiaat attraktiv ved
politisk at svække Ilulissat, er både naivt og uansvarligt, mener Lars Erik
Gabrielsen.
Ilulissat-fabrik har høj indtjening
Han slår fast, at Royal Greenlands rejefabrik i Ilulissat er
blandt landets bedst fungerende og mest indtjenende.
- Det er veldokumenteret, at Royal Greenland i forvejen har
økonomiske udfordringer. At lukke en velfungerende og profitabel fabrik vil
ikke forbedre selskabets økonomi, det vil forværre den. I sidste ende vil det
være dårlig samfundsøkonomi.
Hvis Polar Seafood ønsker at sikre driften af Polar Raajats
fabrik i Aasiaat, bør virksomheden se indad, foreslår han.
- Man kunne eksempelvis overveje egne strukturelle prioriteringer
herunder kapaciteten i Nuuk i stedet for at kræve, at en samfundsejet
virksomhed skal afvikle velfungerende aktivitet andre steder.
- Debatten bør ikke forfladiges til en konflikt mellem byer. Det
grundlæggende spørgsmål er dette, skal vi politisk svække en samfundsejet,
veldrevet og indtjenende fabrik for at kompensere for en privat virksomheds
manglende tilpasning?
- Svaret bør være klart, svarer Lars
Erik Gabrielsen selv.
Han slutter sådan:
- Råvarerne bestemmer. Markedet følger råvarerne. Og politiske
forsøg på at ændre dette ved at lukke fabrikken i Ilulissat er både forkert,
kortsigtet og skadeligt for samfundsøkonomien.
Qeqertalik: Familier mister
forsørgelsesgrundlag
- Jeg har tidligere understreget, at Inatsisartut og Naalakkersuisut må udvise den nødvendige politiske vilje og tage et samlet ansvar for en bæredygtig udvikling i hele landet, siger borgmester i Kommune Qeqertalik, Simigaq Heilmann (D).Foto: Privat
Kommune Qeleraliks borgmester Simigaq Heilmann, Demokraterne, er
også gået på barrikaderne med et markant nødråb til politikerne i Grønlands
regering og parlament om at gøre noget og handle i den pressede situation for
kommunen.
Baggrunden er blandt andet, at Polar Raajat har varslet en
lukning af reje- og fiskefabrikken i Aasiaat og afskedigelse af 115 ansatte i
løbet af efteråret 2026, samtidigt med at selskabet efterlyser en langsigtet
politisk løsning til bevarelse af fabrikken.
Hun skriver på kommunens hjemmeside Qeqertalik.gl (som vi i
øvrigt bringer som et debatindlæg i denne avis, da den er sendt til redaktionen):
- Jeg har tidligere understreget, at Inatsisartut og
Naalakkersuisut må udvise den nødvendige politiske vilje og tage et samlet
ansvar for en bæredygtig udvikling i hele landet. Det er nu på sin plads at
stille spørgsmålet direkte:
- Hvilken fremtid tilstræber vi for landets mindre bosteder? Situationen
for de mere perifert beliggende kommuner giver grund til alvorlig bekymring, skriver
borgmesteren.
Hun peger bl.a. på, at den nye fiskerilov indebærer yderligere
risiko for, at flere familier i Aasiaat mister deres forsørgelsesgrundlag.
- Konsekvensen kan være, at forældre i fremtiden må stå op uden et
arbejde at gå til. Det er en situation, der vil belaste Kommune Qeqertalik
markant. Hertil kommer, at beslutningen om at prioritere en lufthavn i
Ittoqqortoormiit – på trods af velkendte, alvorlige udfordringer inden for
infrastruktur i vores egen kommune – endnu engang begrænser vores muligheder
for økonomisk udvikling.
Hun skriver videre, at Aasiaat og de mange selvforsørgende
familier i byen aktuelt i stigende grad er i en usikker situation, der kan have
omfattende konsekvenser for hele Kommune Qeqertalik.
Borgmesterens budskab til politikerne i Naalakkersuisut og
Inatsisartut, og Polar Raajat er:
- Det er nødvendigt
med en national omlægning og modernisering af rejesektoren.
- I denne periode
med betydelig usikkerhed i Kommune Qeqertalik håber jeg, at Inatsisartut og
Naalakkersuisut vil anerkende alvoren og imødekomme behovet for et fælles og
ansvarligt politisk initiativ, skriver Simigaq Heilmann.
Sermitsiaq har forgæves forsøgt at få et interview med
borgmester Simigaq Heilmann uden at hun har svaret på vores henvendelser.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.