Bluejay Mining får en vigtig partner i Disko-projekt
Bluejay Mining har indgået en joint-venture-aftale med KoBold Metals, der er et mineral- og efterforskningsfirma. Dermed er Disko-Nuussuaq-projektet kommet et stort og vigtigt skridt videre i jagten på at finde metaller til batterier.
Bag Kobold Metals står så prominente investorer som klima- og teknologifonden Energy Ventures, der er under opsyn af Microsoft-stifteren Bill Gates, og hvis investorer omfatter Michael Bloomberg, Jeff Bezos (Amazon, red.) og Ray Dalio (står bag verdens største hedgefond, red.), oplyses det i en pressemeddelelse fra Bluejay Mining, der således vil understrege, hvilken storkapital, de har fået i ryggen.
Aftalen er ikke uden omkostninger, idet KoBold Metals kan gå hen og få en bestemmende indflydelse i Disko-projektet.
- Bluejay kan opretholde en andel på 49 procent gennem forholdsmæssig finansiering af projektet og vil styre feltoperationerne i denne periode, oplyser selskabet.
Klimaomstilling
Den administrerende direktør i KoBold, Kurt House, ser frem til at finde metaller til batterier, der er så vigtige i den verdensomspændende klimaomstillling. Han pointerer, at KoBold råder over den perfekte teknologi i jagten på at finde de nye metaller i Disko-projektet.
Administrerende direktør Bo Stensgaard fra Bluejay Mining siger om aftalen:
- Denne aftale transformerer Blujay. Vi er glade for at have fået en partner, der ligger i toppen af teknisk innovation til nye efterforskningsmetoder, bakket op af nogle af de mest succesrige investorer i verden, siger Bo Stensgaard, der afslører, at man har haft mange samtaler med mange forskellige investorer fra hele verden, og at man er ”ekstremt glade for”, at Kobold nu vil investerer i det grønlandske mineprojekt.