Banknordik med million-resultat i Grønland
Banknordik har tjent 27 mio. kr. før skat i den grønlandske del af forretningen i årets første tre kvartaler.
Torsdag har Banknordik offentliggjort regnskabstal for 3. kvartal. Ifølge banken har kvartalet været præget af vækst i både indlån og udlån.
Banknordik driver også bank på Færøerne, men det særskilte resultat for den grønlandske del af forretningen er 27 mio. kr.
Det er ifølge banken en stigning på 29 procent i forhold til samme periode sidste år.
Potentiale for fortsat vækst
Det forbedrede resultat skyldes stigende styrings- og markedsrenter samt øget kundeaktivitet i form af vækst i både indlån og udlån, lyder det i en pressemeddelelse:
- Vi er meget tilfredse med at præsentere solide resultater for tredje kvartal, og vi er i særdeleshed tilfredse med at se, at vores kunder, både husholdninger og virksomheder, i overvejende grad har en robust og sund økonomi i et år med rentestigninger og stigende priser.
- Vi ser et særdeles godt potentiale for fortsat vækst i Grønland, udtaler Turið F. Arge, der er administrerende direktør i Banknordik.
Udvikling med stigende renter er formentlig slut
De stigende renter det seneste år byder på fordele og ulemper for kunderne. Det er således blevet dyrere at låne penge, men samtidig er det blevet mere attraktivt at spare op, hvilket har øget bankens såkaldte indlån.
Banknordik vurderer, at perioden med voldsomme rentestigninger er slut:
- Selv om renterne er steget markant i år, er der intet, der tyder på, at udviklingen vil fortsætte med samme intensitet som hidtil i år, skriver banken.
Udmeldingen om det gode resultat fra Banknordik kommer i forlængelse af, at også Grønlandsbanken har offentliggjort et resultat for årets første ni måneder før skat på 170,8 mio. kr.