BankNordik-aktionær: Undersøg fusion med Grønlandsbanken
På den kommende generalforsamling i BankNordik foreslår aktionær Kim Pedersen, at banken skal tage kontakt til Grønlandsbanken for at vejre stemningen for en mulig fusion.
BankNordik holder generalforsamling den 26. marts, hvor den blandt andet skal have indvalgt to nye medlemmer i bestyrelsen. Et forslag fra en af bankens aktionærer har betydning for det grønlandske samfund.
Aktionæren Kim Pedersen har stillet følgende forslag:
- Bestyrelsen opfordres til inden næste ordinære generalforsamling at etablere kontakt til Grønlandsbankens bestyrelse, for at undersøge om der er grundlag for fusion eller andet gensidigt forpligtende samarbejde bankerne imellem på et ligeværdigt grundlag.
Kryptisk svar
Bestyrelsen med formanden Stine Bosse i spidsen har i indkaldelsen allerede formuleret et svar, der er noget kryptisk.
- En af bestyrelsens centrale opgaver er varetagelse af bankens overordnede strategiske ledelse. En mulig fusion eller gensidigt forpligtende samarbejde med Grønlandsbanken anses som værende et forretningsmæssigt strategisk anliggende, som henhører under bestyrelsens ansvarsområde. -Bestyrelsen støtter derfor ikke dette forslag.
Bestyrelsesformand Stine Bosse forklarer over for Sermitsiaq.AG, at svaret skal forståes på den måde, at man anser det grønlandske marked for interessant i den nuværende konkurrencesituation. Og hun tvivler på, at det er muligt at lave samarbejdsaftaler på det ene område for så at konkurrere hårdnakket på andre. Desuden tror hun ikke, at konkurrencemyndighederne vil acceptere en fusion.
Formandsposten
Stine Bosse har tidligere oplyst, at hun ikke genopstiller som bestyrelsesformand. Der bliver således spænding om, hvem der skal overtage formandsstolen. To nye færøske kandidater stiller op som bestyrelseskandidater. Det er Ben Arabo og Hans Arni Bjarnason Thomsen. Den nuværende næstformand er Barbara Pálsdóttir Vang.
Hvem af disse tre personer skal afløse dig?
- Det har den nuværende bestyrelse ikke noget synspunkt på. Du bliver nødt til at vente til generalforsamlingen, hvor det spørgsmål vil blive afklaret, oplyser Stine Bosse.