Arctic Circle Business: 32 har allerede mistet sit job

Turisterhvervet i Qeqqata Kommunia er hårdt ramt af coronakrisen, viser en undersøgelse fra Arctic Circle Business

Louise Lynge Berthelsen opfordrer Naalakkersuisut og bankerne til at hjælpe det trængte turismeerhverv i Qeqqata Kommunia.
Offentliggjort

Mistet omsætning på cirka 2,6 millioner kroner og 32 medarbejdere, der er blevet sendt hjem uden løn eller fyret. Det er nogle af de konsekvenser, som coronakrisen allerede har haft for turismeerhvervet i Qeqqata Kommunia.

Det viser en rundspørge, som interesseorganisationen Arctic Circle Business har lavet blandt sine medlemmer hen over weekenden, og som 14 virksomheder mandag formiddag havde svaret på.

Rundspørgen er sendt ud til alle medlemmerne af Arctic Circle Business, men det er især inden for turisterhvervet, at krisen krasser, oplyser direktør i Arctic Circle Business, Louise Lynge Berthelsen.

Fire af virksomhederne svarer, at de er konkurstruede på grund af krisen. De alarmerende meldinger fra virksomhederne får Arctic Circle Business til at bede om hjælp fra Selvstyret.

- Vi efterlyser, at der kommer et udspil fra Naalakkersuisut om, at man er ved at udtænke en plan for, hvad man vil gøre for, at turisterhvervet heroppe ikke skal dø, siger Louise Lynge Berthelsen, direktør i Arctic Circle Business.

Håber på hjælp fra bankerne

Mandag sendte direktøren et åbent brev på vegne af sine medlemmer, og her beder hun også om, at bankerne vil hjælpe erhvervet gennem krisen:

- Vi mangler, at bankerne kommer med et udspil om, at man kan lave et rentestop eller afdragsstop for de af vores iværksættere og erhvervsdrivende, som har erhvervslån, men som umuligt kan afbetale dem med de tab, de lige nu har på grund af Covid-19.

I rundspørgen, som Arctic Circle Business står bag, svarer otte ud af de 14 virksomheder, at de vil få svært ved at betale skat og klare deres afdrag på erhvervslån i den kommende tid. Og virksomhederne peger også på, at hvis de kan få udsættelse på de to poster, kan det være med til at hjælpe dem igennem krisen.

Kan tabe 14 mio. kr. i omsætning

Virksomhederne forventer at tabe omsætning for omkring 14 millioner kroner, hvis krisen strækker sig ind i sommeren.

Undersøgelsen blandt virksomhederne blev lavet, før det første tilfælde af coronavirus her i landet blev konstateret mandag formiddag.

Powered by Labrador CMS