Arbejdstilsynet: Ekstra tilsynsindsats resulterede i mange påbud
Adskillige alvorlige ulykker - heraf nogle med døden til følge - har medført, at Arbejdstilsynet i Grønland har gennemført en målrettet tilsynsindsats. Indsatsen har rettet sig mod brancher, hvor fare for nedstyrtning er et arbejdsmiljøproblem.
Arbejdstilsynet i Grønland har i slutningen af 2022 gennemført en forebyggende ulykkesindsats med fokus på nedstyrtningsfare rettet mod bygge- og anlægsbranchen samt lager og engros. Det skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.
Og der var noget at komme efter, da Arbejdstilsynet i slutningen af året førte tilsyn med disse brancher i Nuuk, Ilulissat og Sisimiut. På i alt omkring 85 tilsyn blev der givet ca. 115 reaktioner, heraf omkring 30 forbud og knap 70 strakspåbud.
- Antallet af reaktioner viser med al tydelighed, at der var behov for den ekstraordinære forebyggende tilsynsindsats. Vi havde set adskillige alvorlige ulykker i løbet af 2022 med fald fra højden - og nogle desværre med døden til følge. Det fik os til at tilrettelægge denne tilsynsindsats, hvor fokus har været fald fra højden inden for bygge- og anlægsbranchen og inden for lager og engros, siger Casper Kronow, der er Arbejdstilsynets kredschef i Grønland.
Alt for mange dødsulukker sidste år
I 2022 skete der fire arbejdsulykker med dødelig udgang, hvoraf tre var faldulykker i bygge eller logistikbranchen. En enkelt var et fald fra et sandsugningsskib med fatale følger.
Casper Kronow understreger, at det er arbejdsgiverens ansvar at instruere i, hvordan arbejdet skal udføres, og føre tilsyn med, at instruktionerne overholdes.
Udover tilsynsindsatsen havde Arbejdstilsynet i Grønland inviteret de virksomheder, der havde haft besøg af Arbejdstilsynet, til dialogmøder. Her fortalte Arbejdstilsynet om indsatsen, og hvad Arbejdstilsynet havde set og reageret på.
Indsatsen er foregået i et samarbejde med Arbejdstilsynet i Danmark. Det har medvirket til, at der kunne gennemføres så mange tilsyn i perioden. Arbejdstilsynet i Grønland har også opmærksomhed på nedstyrtningsfare i det generelle tilsynsarbejde.