Anbefaler energikonsulenter

Der skal uvildige energirådgivere til at vejlede befolkningen og erhvervslivet med at spare på energien.

Der er et behov for uvilidige energikonsulenter, lød det fra deltagerne på energiseminaret i Katuaqs lille sal. Foto: Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Sådan lyder en af anbefalingerne fra torsdagens seminar om energioptimering, arrangeret af Nukissiorfiit og brancheudvalget for El og VVS i Grønlands Arbejdsgiverforening.

De omkring 70 deltagere i seminaret efterlyser en uvildig instans, som borgere og virksomheder kan henvende sig til, når det gælder om at bygge og renovere energi- og miljørigtigt.

– Vi har et stort behov for at vide mere om, hvordan man får startet på at energioptimere, lød det blandt andet fra Thorkild Grøndal Olsen fra INUPLAN.

Han foreslog at energivejlederne skal have en form for autorisation og være tilknyttet et centralt sted, for eksempel i et kontor under Selvstyret.

Energiseminaret bød også på forslag om et "energi-atlas", der kortlægger energiforbruget i boligmassen, en energideklaration til de enkelte bygninger samt energiregnskaber for offentlige og private virksomheder.

Spørgsmålet om energikonsulenter er rejst i Naalakkersuisuts "Redegørelse for virkemidler til reduktion af udledning af drivhusgasser 2008-2012". Redegørelsen skal behandles af Inatsisartut den 11. november.

Powered by Labrador CMS