Air Iceland til Nuuk året rundt

Det islandske flyselskab har netop besluttet at udvide sine flyvninger til Nuuk med mandage og torsdage.

Offentliggjort

- Det er den stigende efterspørgsel, der er den primære årsag til at vi har valgt at flyve året rundt. Men den øgede konkurrence på ruten mellem Nuuk og Island har også betydning, fortæller Ingi Thor Gudmundsson, salgs- og marketingschef i Air Iceland til sermitsiaq.ag.

Natflyvning

Flere og flere vælger at flyve fra Nuuk over Island, og flyvningen fra Nuuk til Reykjavik vil derfor blive tilpasset disse passagerer. Derfor indledes også et samarbejde med det internationale flyselskab Icelandair, siger Ingi Thór Gudmundsson.

De ekstra flyvninger indledes 9. september med natflyvninger til 29. oktober, hvor Air Iceland flyver fra Nuuk kl. 23.15 og lander i Reykjavik klokken 03.30. Passagerer der skal videre til Danmark tager videre med bussen til Keflavik.

- Derved når man morgenmaskinen til Kastrup, hvor man lander inden middag, siger Ingi Thór Gudmundsson.

Omvendt flyver selskabet klokken 19.45 fra Reykjavik til Nuuk, hvor man lander klokken 21.15.

Fra 1. november til 25. marts 2011 skal passagerer regne med en times tidligere afgang og en times senere ankomst fra Nuuk på grund af ændring af klokken.

Friske varer

Også den stigende efterspørgsel efter friske varer, især grønsager, spiller ind i det udvidede flyveprogram.

- Icelandair Cargo flyver friske grøntsager til Island fra især Holland og Spanien, og det kan betale sig at få varer til Nuuk via Island. De islandske mælkeprodukter er der også interesse for at få til Nuuk. Derfor vil vi gøre plads til fragt også, siger Ingi Thor Gudmundsson til sermitsiaq.ag.

Powered by Labrador CMS