Air Greenland vil lette vejen til USA
Stå på flyveren i Nuuk om morgenen ved 9-tiden og vær i New York ved 18-tiden lokal tid samme dag. Det drømmescenarie ser ud til at blive virkelighed næste år.
Air Greenland er efter halvandet års planlægning og forhandlinger meget tæt på at skabe et historisk samarbejde med konkurrenten Icelandair, der forbinder Nuuk og flere amerikanske storbyer via Keflavik i Island.
Hvorfor tage helt til København for at komme til det amerikanske kontinent? Og hvordan kan vi få flere amerikanske turister til Grønland?
Oplagt forretnings-idé
Den oplagte forretnings-idé lyder enkel, men er mere kompliceret end som så, idet Grønland teknisk set hører til det amerikanske marked, mens Island hører under Europa. Og det skaber nogle udfordringer, når kunden skal kunne bestille billetten online et sted. Men den nød har de to flyselskaber fået knækket. Og begge selskaber har erkendt, at der er tale om en win-win-situation.
- Vi er så langt fremme med planerne og de forskellige aftaler, at vi godt tør love, at det amerikanske marked næste år vil komme meget tættere på Grønland, oplyser kommerciel direktør i Air Greenland Maliina Abelsen.
Hun forklarer, at det for kunderne skal være muligt at bestille en billet til en amerikansk storby med et flyskifte i Keflavik på Air Greenlands hjemmeside. Og når bagagen er afleveret ved check-in-skranken i Nuuk, får man den først udleveret i den amerikanske lufthavn.
Kort ventetid i Keflavik
Desuden er flyene koordineret, så der kun vil være cirka en times ventetid i Keflavik, før Icelandair tager over og fragter passageren og bagagen videre til en af de byer i USA, som det islandske flyselskab betjener.
-Vi forventer, at prisen bliver lidt dyrere end prisen for en Nuuk-Kangerlussuaq-København-billet, oplyser Maliina Abelsen.
For Air Greenland vil det være et meget spændende samarbejde, man indleder med Icelandair. For de amerikanske turister er meget kræsne, og fravælger typisk Grønland som destination, når man i dag skal bruge en dyr hotelovernatning til 2.500 kroner i Island, før man kan komme videre til Nuuk.
- Den rigtige pris og fartplan betyder alt for kunderne, fastslår Maliina Abelsen.
Spændende test
Hun forklarer, at det for Air Greenland er meget spændende at få testet, om man kan tiltrække langt flere amerikanske turister. Antallet af grønlændere, der vil tage turen til USA og retur, har flyselskabet derimod ikke de store forventninger til. Omvendt håber man at få hul på det amerikanske marked, hvor kunderne i dag tager flyver til Grønland via København.
Next step i de spændende planer er et samarbejde, hvor turen går direkte til destinationer i Mellem- og Sydeuropa. Men her er planerne endnu så spæde, at Air Greenland ikke ønsker at udtale sig i konkrete vendinger.
Har øje for Europa
- Men naturligvis har vi også øje for det europæiske marked via Island, afslører Maliina Abelsen.