sommertrafik
Air Greenland mærker ikke Greenland Express-aflysninger
Aflysninger fra Greenland Express Air-bookinger, har ikke haft indvirkning til Air Greenlands bookinger i sommertrafikken
De mange aflysninger fra Greenland Express Air har ikke fyldt ekstra op i Air Greenlands bookinger i sommertrafikken.
Læs: Greenland Express Air aflyser igen, igen alle flyafgange
- Vi ser ikke noget nævneværdigt som vi direkte kan henføre til Greenland Express, oplyser Air Greenland kommercielle direktør Christian Kjeldsen.
Men han afviser ikke, at der kan være nogle sidste øjebliks bookinger som har relation til Greenland Express Air.
- Nogle af de sidste øjebliks bookinger vi primært ser på vores Islandsflyvninger, kan have en vis relation til GE passagerer, men det er ikke noget vi har kendskab til, skriver Christian Kjeldsen til Sermitsiaq.AG.
Han understreger dog, at de oplever en generelt god sommer med en tilgang af især turister, men det er ikke sidste øjebliks bookinger.
Læs: Air Greenland efter rekordmåned: Prisen betyder ikke så meget
Ingen ekstra kapacitet
- Vi har ikke noget overblik over omfanget af passagerer, der kan være ramt af GE's (Greenland Express Air, red.) situation og kan derfor heller ikke indsætte kapacitet i forhold hertil, fortæller Air Greenland kommercielle direktør Christian Kjeldsen.
Han understreger, at hvis niveauet er som det var i 2014, så er der ikke grundlag for indsættelse af mere kapacitet fra Air Greenlands side.
Greenland Express Air, som ellers har meddelt, at de har aflyst deres samtlige planlagte flyvninger indtil i dag, mandag den 27. juli, er ikke kommet på vingerne endnu.