Air Greenland: Her er forklaringen på aflysninger i Upernavik og Uummannaq

Olieskift og en manglende reservedel har medført en række aflysninger i Nordgrønland, som har skabt frustration blandt Air Greenlands kunder.

Offentliggjort

I den seneste tid er flyvninger i Nordgrønland blevet aflyst, hvor specielt passagerer i Upernavik-området er blevet berørt. Det har skabt frustrationer, da mange er afhængige af helikoptertransport grundet havisen.

Det skriver Air Greenland på deres facebookside, der samtidig oplyser baggrunden for aflysningerne i både Upernavik og Uummannaq.

- Årsagen til aflysningerne i sidste uge er, at vi har skullet fremskaffe og skifte olietype, før vi måtte flyve videre i temperaturer under minus 20 grader, hvilket vi nu er i gang med på vores H155 helikoptere.

Air Greenland har derudover haft den udfordring, at en reservedel på helikopteren skal skiftes.

Arbejde foran

Teknikerne, piloter og andre funktioner i organisationen skal nu bruge tid på at lære typen at kende – men før det sker, kan alt ikke køre som smurt, fortæller flyselskabet.

- Det arbejde pågår og vores teknikere er i øvrigt nogle af de dygtigste i branchen. Samme proces er vores dygtige piloter også i gang med. Vi er nu mange erfaringer rigere og bliver hele tiden klogere på, hvilke reservedele vi bør have liggende, skriver Air Greenland, som beklager de gener, kunder har oplevet.

Nødplan gik også i vasken

For at minimere forsinkelserne for passagerer valgte Air Greenland at sende H155 helikopteren, der normalt beflyver fra Qaanaaq-området, til Upernavik fra torsdag til lørdag.

Den plan gik dog i vasken, da også den helikopter fik tekniske problemer.

Mandag aflyste Air Greenland igen dagens program i Upernavik området, hvilket fremgår af nedenstående opdatering:

Powered by Labrador CMS