Air Greenland beklager sammenbrud

- Vi har holdt fast i kravet om, at piloterne skal arbejde mere, siger Air Greenlands HR-manager, Mads B. Christensen.

Air Greenlands nye dash-8. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Air Greenland beklager, at det ikke lykkedes selskabet og piloternes fagforbund, Serviceforbundet, at finde en løsning i Forligsinstitutionen om en ny overenskomst for piloterne.

Et sammenbrud var en realitet lørdag eftermiddag. Og det betyder, at en varslet konflikt træder i kraft fra midnat natten mellem lørdag den 8. januar og søndag den 9. januar grønlandsk tid.

Konflikten skyldes, at Air Greenland har varslet lockout mod piloter og kaibnepersonale som følge af sammenbruddet.

- Vi har forsøg at finde en løsning, men nu har forligsmanden meddelt, at han ikke kan hjælpe os. Og vi er kede af situationen på vores kunders, medarbejderes samt på samfundets vegne, siger Air Greenlands HR-medarbejder, Mads B. Christensen, der er medlem af forhandlingsdelegationen.

Et omdrejningspunkt har været piloternes arbejdsindsats.

Det har været et kardinalpunkt for Air Greenland, at pilotene i fremtiden skal arbejde mere for den løn, de får.

- Det krav har vi fastholdt. Men vi har samtidig tilbudt piloterne lønstigninger og en pristalsregulering af lønnen, hvis vi kan få effektiviseret så meget, og gjort overenskomsten så fleksibel, at der i sidste ende samlet set var tale om en nettogevinst for selskabet, siger Mads B. Christensen.

Konkret har Air Greenland forlangt, at piloterne skulle arbejde seks dage mere om året.

I dag arbejder piloterne 192 dage. Og et krav om 198 dages arbejde om året skal ses i sammenhæng med, at et normalt arbejdsår for langt de fleste lønmodtagere er på cirka 226 dage, understreger Mads B. Christensen.

Han oplyser i tilgift, at en pilot i gennemsnit tjener over 900.000 kroner om året, og at årsindtægten kan blive på op imod 1,5 millioner kroner, eksklusiv overarbejde og udbetaling af dagpenge fra selskabet.

Der er ikke aftalt nye forhandlinger med Serviceforbundet, oplyser Mads B. Christensen.

Serviceforbundet har i en pressemeddelelse oplyst, at fagforbundet under forhandlingerne i Forligsinstitutionen er kommet med en række tilbud om besparelser, men at disse var blevet afvist af Air Greenland. Mads B. Christensen vil ikke kommentere dette, da man ikke kommenterer modpartens udspil uden for Forligsinstitutionens regi.

Powered by Labrador CMS