AG: Vi kan betale regningerne, men vi er pressede
AG’s bestyrelsesformand siger med henvisning til regnskaberne, at avisen har værdier der modsvarer gælden.

- Vi vil være i stand til at svare enhver sit, men jeg vil da samtidig sige, at vi har en meget anstrengt økonomi. Likviditetsmæssigt har vi vores udfordringer. Men de er ikke større end, at de kan håndteres, siger AG’s bestyrelsesformand Ole Kielmann Hansen til sermitsiaq.gl.
Budskabet kommer efter et interview med avisens redaktør, Inga Dora G. Markussen tirsdag, hvor hun peger på, at avisens økonomi er så anstrengt, at AG risikerer at lukke i nær fremtid.
På spørgsmålet om hvorvidt AG er ved at gå konkurs siger bestyrelsesformanden:
- Det er ikke AG, der går ud og erklærer sig selv konkurs, det er det eneste jeg kan svare for. Om der er andre, der har lyst til det – det håber jeg så sandelig ikke, for vi har nogle samarbejdspartnere i dag, som vi har et rigtig godt forhold til.
- Er det banker og kreditorer?
- Ja, det er banker og kreditorer, slutter Ole Kielmann Hansen.