10-års jubilar sparer Grønland for 85 mio. liter diesel

Det er 10 år siden, vandkraftværket i Paakitsoq ved Ilulissat overtog forsyningen til Ilulissat by. Vandkraftværket forsyner hele byen med el og dækker i øvrigt 2/3 af byens afbrydelig elvarme.

Medarbejdere i vandkraftværket Paakitsoq. Paakitsoq forsyner to tredjedel af Ilulissat med el.
Offentliggjort

Nukissiorfiit fejrer i år 10-års jubilæet for Paakitsoq, der forsyner to tredjedele af Ilulissat i dag.

Nukissiorfiit kunne overtage driften af Paakitsoq den 30. oktober 2012, da vandkraftværket begyndte at forsyne Ilulissat med el.

Det skriver Nukissiorfiit på sin hjemmeside.

Nukissiorfiit har i anledning af jubilæet regnet på, hvor meget diesel, Paakitsoq sparer det grønlandske samfund for. Og det er ikke så lidt.

Over 200.000 tons CO2 sparet

- Vandkraftværket har sparet samfundet for import af ni millioner liter diesel årligt, som svarer til 24.000 tons CO2 om året, siden det blev sat i drift i 2012, skriver Nukissiorfiit og fortsætter:

- Med andre ord har vandkraftværket sparet samfundet for i alt 85 mio. liter diesel og skånet miljøet for udledning af 226.000 tons CO2. En stor succes i forhold til den grønne omstilling i Grønland, skriver Nukissiorfiit.

Det var daværende Naalakkersuisoq for Miljø, Mette Lynge, der holdt en officiel indvielse af vandkraftværket i Paakitsoq i 2013, altså et år efter, vandkraftværket blev sat i drift.

Naalakkersuisut fortsætter arbejdet med at åbne for vandsluserne i Grønland. Inatsisartut har under efterårssamling sidste år vedtaget en milliardinvestering, så der er endnu et vandkraftværk på vej i Diskobugten. Denne gang et vandkraftværk, der skal forsyne Qasigiannguit og Aasiaat med el.

Med de seneste projekter forventes andelen af offentlig vedvarende energi at stige fra de nuværende 70 procent til hele 90 procent.

Powered by Labrador CMS