En tusse mere til førtidspensionisterne

De, der kan arbejde, skal også have muligheden.

Landets førtidspensionister får 1.000 kroner mere i månedlig pension fra 1. juli. Foto: Leiff Josefsen.

Den 1. juli stiger pensionen for landets 2.411 førtidspensionister med 1.000 kroner om måneden.

Den årlige pension bliver herefter 100.000 kroner for enlige førtidspensionister og 150.000 kroner for par, hvor begge er berettiget til førtidspension. Samtidig bliver førtidspensionen i fremtiden pristalsreguleret.

Siumut mener, at forhøjelsen er alt for lille, og partiet foreslår en årlig pension på 116.600 kroner.

Det fik de øvrige partier i landstingssalen til at håne Siumut torsdag eftermiddag.

Førtidspensionen er ikke blevet reguleret siden 1998, mens priserne på dagligdagens fornødenheder i de seneste 12 år er steget voldsomt. I hele denne periode har Siumut haft regeringsmagten, og partiet nedstemte endda et IA-forslag om øget førtidspension for blot et par år siden.

- Hvorfor har Siumut ikke forbedret førtidspensionisternes vilkår for længe siden, når pensionen ligger partiet så meget på sinde, spørger medlem af Naalakkersuisut (landsstyret) for sociale anliggender Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit.

Demokraternes Anda Uldum efterlyser smidigere regler for førtidspensionisternes biindtægter: - Med de nuværende regler er man enten førtidspensionist eller ikke, men mange førtidspensionister har kræfter til at passe et job med nedsat timetal.

- Jo, der er behov for en en reform på området, og vi vender tilbage til førtidspensionisterne, når Skatte- og Velfærdskommissionen har afleveret sin betænkning næste år, siger Maliina Abelsen.

I mellemtiden får førtidspensionisterne så en tusse ekstra i lønningsposen om måneden.

Familieudvalget drøfter forslaget inden 2. behandlingen den 5. maj.

Powered by Labrador CMS