dansk håndbold
Stjernerne tabte
Nykøbing Falster Håndbold med træner Jakob Larsen i spidsen vandt søndag eftermiddag en meget overraskende sejr i Champions League over det stjernebesatte rumænske storhold CSM Bucuresti
Rumænerne, der trænes af danske Helle Thomsen, råder over en stribe af de bedste kvindelige håndboldspillere i verden. For eksempel den normalt bedste af alle rumænske Christina Neague, svenskerne Nathalie Hagman og Isabelle Gullden, nordmændene Amanda Kurtovic og Marit Frafjord og ikke mindst danske Line Jørgensen. Flere har tidligere spillet i den danske liga.
Storfavoritter
Rumænerne var inden kampstart storfavoritter. De vandt sidste års udgave af Champions League. De kom med foreløbig to store sejre i dette års Champions League. Deres spillerbudget er 10 gange større end Nykøbing Falster Håndbolds. Var man så letsindig hos bookmakerne at spille på en sejr til hjemmeholdet, ville man få sine penge otte gange igen.
Læs også: Jakob Larsen indleder Champions League med sejr
Undertippede danskere
De undertippede danskere ville det dog anderledes. Det var et meget tændt og meget koncentreret mandskab, som træner Jakob Larsen sendte på banen i Næstved Arena. Taktikken var klar og skulle det vise sig en taktik, som selv om det holdt hårdt mange gange i løbet af de spændende 60 minutter, holdt hele vejen hjem.
Da de to kroatiske dommere fløjtede kampen af stod der 25-22 til hjemmeholdet. De sidste fem minutter vandt Nykøbing Falster Håndbold 3-0. De 2876 meget medlevende tilskueres begejstring var naturligvis stor, da Nykøbings anden sejr i årets Champions League var en realitet.
Hjemmeholdets Kristina ”Mulle” Kristiansen var i hele kampen en stor oplevelse og blev efter kampen meget fortjent kåret til kampens spiller.
Nye muligheder
Den overraskende sejr betyder, at CSM Bucuresti og Nykøbing Falster Håndbold efter de tre første kampe i gruppen deler førstepladsen begge med fire point. De resterende tre kampe spilles i november. De tre bedst placerede i gruppen går videre i Champions League.
Træner Jakob Larsen var naturligvis meget tilfreds, da den overraskende sejr var en kendsgerning.
- Jeg har slet ikke tænkt på, at vi kunne blande os i topstriden i puljen. Det giver sejren i dag os mulighed for. Inden vi kommer så langt, skal vi dog spille returkampe i både Rumænien og Polen og på hjemmebane op mod Krim Ljubljana sagde en glad Jakob Larsen til Sermitsiaq.AG umiddelbart efter kampen. Jakob Larsen sagde endvidere:
- Jeg vidste, at rumænerne ville ligge godt til os. Inden kampen troede vi alle på, at der var muligheder, hvis vi kunne få vores hurtige spil til at fungere og stå godt i forsvaret og det kunne vi. Vi spillede vel vores bedste kamp i år. I morgen mandag skal vi nyde sejren og allerede tirsdag er det igen hverdag med træning, inden vi onsdag aften skal spille pokalkvartfinale på udebane mod Team Esbjerg.