Stærkmands-konkurrence indtager Ilulissat: Skal forsøge sig med 1.000 pund
I aften skal det afgøres, hvem der er Grønlands stærkeste, og konkurrencen er i år rykket til Ilulissat. I den anledning har arrangør Allan Juhl inddraget en hundeslæde, der skal læsses af atleterne.
Hele 12 atleter er klar til at dyste om titlen som Grønlands stærkeste mand lørdag aften i Ilulissat ved Greenlands Strongest 2022.
Konkurrencen får deltagelse fra flere dele af Grønland samt Danmark, fortæller arrangør Allan Juhl fra Fitness.gl til Sermitsiaq.AG.
- Vi har for først gang en deltager fra Qaanaaq, der kommer også en atlet fra Uummannaq, en fra aasiaat, tre fra Ilulissat og seks fra Nuuk, siger Allan Juhl, og tilføjer at der også er dansk deltagelse med en atlet fra Aalborg.
Det er første gang, at konkurrencen afvikles i Ilulissat, og Allan Juhl fortæller, at der i den anledning er opfundet en særlig diciplin til lejligheden.
Skal læsse en hundeslæde
Deltagerne skal som en af opgaverne læsse en hundeslæde med tunge sække og efterfølgende trække slæden.
Konkurrencen er delt op i to vægtklasser - over og under 105 kg kropsvægt - med seks atleter i hver vægtklasse, og de skal alle igennem fire dicipliner.
En mand er dog klar favorit til at løbe med titlen i den åbne klasse. Det gælder den flerdobbelte vinder Kim Ujarak Lorentzen.
Han har gennem de senere år også deltaget ved internationale stævner, og Allan Juhl fortæller, at Kim Ujarak kommer på en særlig opgave i aften:
Forsøg på 1.000 pund
- Det er nu to år siden, at Kim Ujarak løftede 400 kg i dødløft i Nuuk. I aften starter han med et løft på 400 kg. Herefter skal han forsøge sig med 430 og 455 kg - lidt over 1.000 pund.
- Han er i en liga for sig. Der er kun omkring 22 mennesker i verden, der har løftet 1.000 pund til shows, så det vil være kæmpestort, hvis han klarer det, siger Allan Juhl.
Han håber på god tilskueropbakning i Ilulissat, hvor der kan være cirka 300 mennesker i hallen.
- Vi har haft 100 VIP-pladser til salg - de er total udsolgt. De almindelige billetter koster 20 kr, fortæller Allan Juhl.
Showet kan følges på Youtube og KNR2 fra kl. 17.00.