ARCTIC WINTER GAMES

Randi Zeeb Sigurdsen kunne ikke tro det, da hun vandt guld

For første gang har Randi Zeeb Sigurdsen vundet en medalje i kneel jump ved Arctic Winter Games.

Dette er Randi Zeeb Sigurdsens første medalje ved dette års Arctic Winter Games. Hun har før høstet mange medaljer i Arctic Sport.
Offentliggjort

Over en højtaler i på St. Francis skole i Whitehorse blev de tre medaljevindere i U17 damernes kneel jump udråbt.

Da den 16-årige Randi Zeeb Sigurdsens fra Ikerasak hørte sit eget navn på 1. pladsen, kiggede hun chokeret op. Kort efter hoppede den unge atlet rundt og krammede en holdkammerat.

- Jeg tænkte sådan: Hvad? Mig? Jeg kunne ikke tro det, for jeg har aldrig før vundet noget i kneel jump, og jeg ville rigtig gerne vinde noget. Og så opnåede jeg det, og jeg blev så overrasket, siger hun til Sermitsiaq bagefter.

Kneel jump er en disciplin i Arctic Sport hvor atleterne knæler på gulvet, og så skal de springe op og så langt frem som muligt og bevare balancen, når de lander. For at bedømme, hvem der har vundet, bliver deres spring målt.

Randi Zeeb Sigurdsen havde dog kun fokus på sig selv under konkurrencen.

- Jeg prøvede at bevare roen og presse mig selv. Det er hovedmålet – at presse mig selv. Selvom jeg ikke rigtig er i den bedste form, så har jeg det fantastisk, siger hun.

Rygproblemer ødelagde teknik

Det er tredje gang, Randi Zeeb Sigurdsen er med til AWG. Den unge atlet er et talent indenfor Arctic Sport, især i de forskellige high-kick discipliner.

Mandag konkurrerede hun i two-foot high kick, en disciplin hun før har mestret og holder U17 damernes rekord på 190,5 centimeter fra 2024.

Men sådan gik det ikke mandag. Hun endte på en 4. plads med et spark på 177,8 centimeter. Hun kom egentlig rigtig godt fra start og viste god teknik, men havde tydeligt ondt i ryggen under de sidste dele af konkurrencen.

- Det er egentlig gået ret godt, men rygsmerterne ødelagde bare min teknik. Jeg var skuffet og ked af det på grund af min placering. Jeg har accepteret det, det er bare rygproblemer. Jeg kommer til at gøre mere i fremtiden, siger hun.

Randi Zeeb Sigurdsen har stadig flere konkurrencer i vente i denne uge, hvor hendes plan er at presse sig selv. Desuden glæder hun sig til at se sine holdkammerater opnå deres drømme.

Randi Zeeb Sigurdsen var valgt som fanebærer for Team Kalaallit Nunaat ved åbningsceremonien søndag.
Powered by Labrador CMS