Naturtalent suveræn ved DM
18-årige Niviaq Berthelsen tog fusen på hele den danske elite og vandt fire ud af fem guldmedaljer ved DM i langrend i Kvitåvatn i Norge. Nu drømmer hun om at komme med til VM og OL
Niviaq Berthelsen overraskede ved DM i langrend der blev afviklet sidste uge i Kvitåvatn i Norge. Hun vandt fire guldmedaljer.
Der var ikke mange i Dansk Skiforbunds stævnekomite, der havde hørt om den grønlandske juniorløber Niviaq Berthelsen fra Nuuk før sidste uges DM i langrend.
Men det ændrede sig hurtigt, da hun først vandt 2x5 km med fire minutters forspring til nummer to; dagen efter vandt hun i sprint; 10 km fri vandt hun også suverænt – og på stævnets sidste dag vandt hun også på 30 km-distancen, selvom hun som junior egentlig bare skulle have løbet 20 km. Eneste skævert var i parløbet, hvor hun sammen med en klubkammerat ”kun” vandt sølv.
Niviaq Berthelsen er netop fyldt 18 år, og i sommer flyttede hun fra Nuuk til Nordnorge for at gå på gymnasiet og samtidig koncentrere sig om at løbe på ski.
- Hun er et naturtalent, som jeg sjældent har set før. Hun har dyrket forskellige sportsgrene forinden, så hun har ikke dyrket så meget langrend tidligere. Derfor mangler hun lidt teknisk endnu, men hvis kan udvikle sig her, så kan hun nå meget langt, siger hendes træner fra Nuuk, Sivert Hansen.
Drømmer om VM og OL
Han fortæller, at Niviaq Berthelsen er specielt stærk på de lange distancer. Blandt andet blev hun sidste år nummer to i verdens hårdeste langrendsløb, Arctic Circle Race, hvor der tilbagelægges 160 km på tre.
- Det foregår i minus 10 til 15 grader op og ned ad bakker i et barskt terræn. Det er altså ikke bare en hyggetur for en 17-årig, siger Sivert Hansen, der ikke er overrasket over, at Niviaq var så suveræn ved DM.
- Hun har et stort potentiale. Der sker mange ting for hende i øjeblikket, hvor hun er i gang med at uddanne sig, og derfor er skolen vigtigere for hende, da der ikke er så mange muligheder for at leve af langrend. Men hvis hun kan lide at træne, så er hendes udviklingsmuligheder meget store de næste fire-seks år, siger Sivert Hansen, der håber på, at enten Team Danmark eller Team Greenland vil bidrage med støtte fremover.
Niviaq Berthelsen fortæller, at hun de kommende år vil satse på at løbe langrend, for hun har også selv ambitioner.
- Jeg kunne godt tænke mig at komme med til VM, og måske til OL i 2010, fortæller Niviaq, hvis ophold på gymnasiet i Nordnorge i øjeblikket bliver finansieret af hjemmestyret.
Grønland har i mange år været en naturlig leverandør af de bedste langrendsløbere. Hos mændene har senest Martin Møller formået at gøre sig gældende internationalt ved at opnå points i en World Cup-afdeling. Han har dog valgt at satse på skiskydning, da han her – i modsætning til langrend – kan repræsentere Grønland. Langrendsløbere kan kun stille op under dansk flag.
- Jeg har tidligere tænkt på at flytte til skiskydning, men nu satser jeg på langrend. Begge mine forældre har også løbet på ski i mange år, men de er alpinister, forklarer det 18-årige langrendstalent.
Se DM-resultater her
Artiklen bringes med tilladelse fra journalist Thomas Hviid fra www.kunsport.dk