fodbold
Mourinhos United sænker Ajax i EL-finale
Manchester United kan sætte endnu et trofæ til de øvrige på hylden efter Europa League finalen
Manager José Mourinho satte alt på et bræt i Europa i sæsonens sidste del og gjorde det med succes.
I aftes vandt Manchester United Europa League-titlen med en sejr på 2-0 over danskerklubben Ajax Amsterdam på Friends Arena i Stockholm.
Dermed lykkedes det for Mourinho, der tidligere har ført Porto og Inter til Champions League-titlen, at føre United frem til en plads i Champions League-gruppespillet, som var sidegevinsten.
Det redder Mourinhos første sæson i klubben efter den skuffende sjetteplads i Premier League.
Ajax stillede med både Kasper Dolberg og Lasse Schöne fra start, men danskerne blev overstrålet af United-spillerne og ikke mindst den franske stjerne Paul Pogba.
Verdens dyreste fodboldspiller sparkede holdet mod sejren inden pausen, før Henrikh Mkhitaryan cementerede sejren i anden halvleg.
Kort inden starten blev man med et minuts stilhed mindet om, at kampen også blev spillet i skyggen af angrebet på Manchester Arena mandag aften, hvor 22 personer mistede livet ved en popkoncert.
Men fodbolden skulle sejre over ondskaben, syntes fansenes indstilling at være. Det fornemmede man på den opløftede stemning efterfølgende.
Mens hollændere havde været i teten på tilskuerpladserne før kampen, var United-holdet det på banen fra start.
Ajax, som stillede med det yngste hold nogensinde i en europæisk finale, virkede nervøs, og United dominerede.
Særligt Paul Pogba virkede veloplagt, og midtbanespilleren skulle da også bringe sit hold på 1-0 efter 18 minutter.
Kort inde i anden halvleg kom så en ny Ajax-dukkert. Blot et par minutter var spillet, da Henrikh Mkhitaryan fra klos hold dirigerede bolden i nettaget, efter Chris Smalling havde forlænget et hjørnespark.
I kampens sidste minutter gav Mourinho så spilletid til Wayne Rooney, der fik anførerbindet, inden den portugisiske manager kort efter kunne fejre endnu en europæisk triumf med sine spillere.