GOG i slutspillet
Minik Dahl Høegh: Jeg vil have medalje
Minik Dahl Høegh blev sparet og kom ikke på banen i GOGs sejr onsdag aften i pokalturneringen - Akutaaneq Kreutzmann scorede et enkelt mål
GOG gæstede onsdag aften Otterup på Nordfyn for at spille sjette runde i pokalturneringen. Det blev aldrig den store håndboldmæssige nydelse. Slutspilsdeltagerne om det danske mesterskab GOG var i det meste af kampen bedre end Otterup HK, som efter en enkelt sæson i 2. division igen efter sommerpausen er at finde i 1. division.
GOG kom flyvende fra start og bragte sig foran 0-4. Otterup HK formåede dog i perioder at drille GOG’erne og fik udlignet til 6-6, inden GOG igen trak fra. GOG havde inden de to dommere fløjtede til pause bragt sig komfortabelt foran 10-17. Selv om Otterup HK i perioder af 2. halvleg til hjemmepublikummets store begejstring halede ind på gæsterne, blev det aldrig rigtig spændende. GOG havde hele tiden et gear mere end hjemmeholdet og kunne uden at spille prangende vinde med seks mål 26-32. Akutaaneq Kreutzmann scorede et enkelt mål.
Slutspillet venter
Pokalkampen i Otterup var god træning for GOG i forberedelserne frem mod den første kamp i slutspillet Skærtorsdag hjemme i GOG Arena. Aalborg Håndbold kommer på besøg i noget, der ligner en nøglekamp. Det bliver utrolig vigtigt at komme godt fra start i puljen. GOG er i slutspilspulje med Aalborg Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg og HC Midtjylland. GOGs Minik Dahl Høegh blev i den sidste kamp i grundspillet mod Bjerringbro-Silkeborg sparet og det gentog sig også i pokalkampen mod Otterup HK. Den overbelastede skulder skulle have optimal ro inden de meget spændende og vigtige kampe i slutspillet.
Drømmer om noget stort
- Min overbelastede skulder har det efterhånden fint igen, fortalte Minik Dahl Høegh til Sermitsiaq. AG efter kampen i Otterup og fortsatte:
- Jeg synes, at vi i de sidste mange kampe har gjort det så godt, at det ikke er urealistisk at gå efter medaljer. Vi har vundet mange flotte sejre og er kommet godt igen efter vores dårlige start på sæsonen, hvor vi lå og roede i bunden af ligaen.
- Så jeg tror virkelig på et godt resultat i slutspillet og går efter, at vi skal vinde medalje, siger Minik Dahl Høegh til Sermitsiaq.AG.
Mange af GOGs slutspilskampe bliver sendt direkte i TV.
Se to billeder under denne tekst