Martin Møller stopper som landstræner

Langrendsudvalget kommer til at mangle en stor kapacitet, lyder det i kølvandet på landstrænerens beslutning om at stoppe.

Hans erfaring og netværk vil vi helt sikkert savne fremadrettet, siger formanden for Langrendsudvalget.
Offentliggjort

- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at savne Martin Møller i vores arbejde med at løfte langrendssporten i Grønland, siger formand for langrendsudvalget Majaq Heilmann.

Udtalelsen kommer efter, at Martin Møller har valgt at stoppe som landstræner. Det skyldes, at han har valgt at koncentrere sig om andre ting, lyder det i en pressemeddelelse.

Det er på trods af, at landstræneren for langrendslandsholdet tilbage i maj indgik en aftale med langrendsudvalget, der hører under Grønlands skiforbund, om at forlænge kontrakten med to år.

Stopper ikke arbejdet

Formanden for langrendsudvalget ærgrer sig over Martin Møllers beslutning.

- Martin er en stor kapacitet og hans erfaring og netværk vil vi helt sikkert savne fremadrettet. I løbet af det halvandet år, hvor vi har haft fornøjelsen af Martins kompetencer, har vi intensiveret arbejdet med at fremme langrend og kan allerede nu se effekten, siger Majaq Heilmann:

- Vi ønsker ham alt held og lykke i fremtiden.

Langrendsudvalget stopper ikke arbejdet. Til december skydes skisæsonen i gang med en træningssamling i Sisimiut for 12 til 17-årige. Her har udvalget hentet Aqqaluartaa Olsen, der til daglig bor i Norge, som skal stå for træninger under samlingen.

Powered by Labrador CMS