Rammer for idræt
Konference: Idrætten skal have et løft
Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland afholder stor konference til august
Idrætten har et stort potentiale for at spille en endnu større rolle i samfunden.
Derfor er Grønlands Idræts-Forbund gået sammen med en lang række partnere om en stor idrætskonference, der skal bidrage til at samle alle interessenter i idrætten i Grønland om at give fremtidens idræt et løft.
Læs: Opbakning til siddende bestyrelse i GIF
Fremtidens idræt
Omdrejningspunktet for konferencen ’Fremtidens idræt i Grønland’ er udvikling af nye aktiviteter og faciliteter, idræt og sundhed, læring og talentudvikling.
Bred kreds
Arrangørerne bag konferencen er Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, Dansk Boldspil-Union og Idrættens Analyseinstitut. Arrangørerne er fælles om at have fokus på udvikling af idrætten i Grønland og realisering af nogle af de store potentialer, der findes i idrætsverdenen.
Kan meget i fællesskab
Generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund, Carsten Olsen, glæder sig over muligheden for at samle mange af de mennesker, der til daglig arbejder med og har indflydelse på idrættens rammer og vilkår.
- Vi kan en masse på idrætsområdet. Se bare på store succesfulde arrangementer som Arctic Winter Games og Arctic Circle Race. Idrætten lever af energi og ildsjæle, der får ting til at ske. Med den her konference kan vi samle folk fra hele kysten og få endnu mere til at ske på idrætsområdet i fremtiden, fremhæver han i en pressemeddelelse.
UEFA
Dansk Boldspil-Union, DBU, har for nylig indgået en samarbejdsaftale med GBU med fokus på at forbedre rammerne for fodbold i Grønland. Konferencen byder derfor også på oplægsholdere fra FIFA, UEFA og de øvrige nordiske fodboldforbund. Målsætningerne fodboldområdet kan i høj grad også inspirere til udvikling inden for andre idrætsgrene.
Idrætskonferencen finder sted i Nuuk i dagene 17. - 19. august.
Læs: GIF evaluerer medaljehøsten til AWG 2016