KNR sender måske alligevel EM i fodbold

Ingen garanti endnu, men KNR har et mundtligt tilsagn fra rettighedshaverne om, at de kan sende fra mandag, skriver knr.gl.

Offentliggjort

Fredag formiddag meddelte TV2 i Danmark KNR, at de på grund af rettighedsproblemer i forbindelse med EM-fodboldturneringen, ikke ville få lov til at sende EM-fodbold via KNR. Siden meddelelsen kom frem, har telefonerne glødet mellem Nuuk, Odense, Bruxelles og Geneve, og sent fredag eftermiddag så det ud til at EM-transmissionerne alligevel bliver til noget – dog først fra mandag.

- Status er lige nu at vi forhåbentlig mandag morgen modtager en kontrakt om at vi må sende de resterende 27 kampe, der spilles fra mandag. De fire kampe og åbningshøjtideligheden her i weekenden, kan vi derimod desværre ikke sende, siger udsendelsesleder i KNR, Jakob Strøm til aftenradioavisen fredag.

- Jeg kan ikke give seerne en garanti lige nu, men jeg har et mundtligt tilsagn fra rettighedshaverne – det tysk-schweiziske firma Sport5 – samt fra TV2, så jeg håber meget at det hele falder på plads mandag.

Men hvordan kan et sådant problem opstå, dagen før turneringen starter, spørger mange nok. Jakob Strøm siger:

- Det må du næsten spørge TV2 om. TV2 har siden marts måned været vidende om at KNR påtænkte at sende EM, og de har for længe siden bekræftet vores ønsker. Først i dag fortæller de os, at rettighederne ikke gælder for Grønland og Færøerne, og at vi derfor ikke har lov til at sende kampene.

- Vi mener således at vi er blevet fanget i de juridisk komplicerede spørgsmål om internationale sportsrettigheder. Normalt har vi jo ingen problemer med at få sportstransmissioner fra DR og TV2.

- Men vi er kede af det, på vegne af seerne, og beklager dybt at weekendens kampe ikke bliver sendt. Og håber så på at det hele falder på plads på mandag, slutter Jakob Strøm, der i øvrigt forventer at Kroatien bliver Europamester.

Powered by Labrador CMS