Kajakkulturen skal promoveres
Der er stigende interesse for kajaksporten, men der er behov for en øget indsats for at promovere kajakkulturen både i Grønland og i udlandet, mener formanden for kajakroernes organisation Qaannat Kattuffiat, QK.
I dag fredag den 15. juli slutter grønlandsmesterskaberne i kajakroning, som i år holdes i Ilulissat. Det er kajakroernes lokalforening i Ilulissat, Qajaq Ilulissat, som er arrangør af mesterskaberne, som startede 9.juli med 127 deltagere fra Tiilerilaaq, Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Uummannaq kæmper imod hinanden i flere forskellige discipliner.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Interessen for kajaksporten er stigende, men der ligger stadig et stort promoveringsarbejde forude, hvis kajakkulturen skal udbredes i Grønland, mener Johanne B. Tobiassen, som er formand for kajakroernes organisation Qaannat Kattuffiat, QK.
Forskellige forhold
Mens interessen for kajaksporten er større nogle steder, er der stadig ingen kajakforeninger mange steder i Grønland. Der er eksempelvis ikke så mange medlemmer i Sisimiut, mens medlemsantallet er stabilt i Ilulissat. Og alt for mange medlemmer er inaktive, før der afholdes løbsarrangementer, fastslår QK-formanden.
- Det kræver, at man bruger mange timer som medlem i en kajakforening, blandt andet fordi man tit bygger sin egen kajak. Det er et frivilligt arbejde, og mange falder fra undervejs, siger hun.
Læs hele artiklen i denne uges udgave af Sermitsiaq, som du kan få adgang til her.