Hjemløse skotter tog VM-guldet

Danmark tabte bronzekampen til Liberiai VM i fodbold for hjemløse. Årets vinder blev Skotland, der vandt 9-3 over Polen i finalen lørdag.

Offentliggjort

De hjemløse fra Skotland tog lørdag guldet i VM-fodbold på Rådhuspladsen i København.

Kampen blev vundet 9-3 over Polen og blev overværet af blandt andre kronprins Frederik og socialminister Eva Kjer Hansen (V).

Danmark endte på en fjerdeplads i VM-fodbold for hjemløse. Trods en ihærdig indsats formåede danskerne ikke at slå Liberia, som har vist smukt spil i løbet af turneringen. 11-5 stod der på tavlen til Liberia, da kampen blev fløjtet af.

Det er femte gang, at fodboldturneringen for hjemløse finder sted. Over 500 hjemløse fra 48 lande har deltaget. Næste år flytter fodbolddysten til Melbourne i Australien, hvor over 60 lande ventes at deltage.

Ifølge arrangørerne ændrer tilværelsen sig til det meget bedre for de fleste af deltagerne efter turneringen. 73 procent af spillerne skifter sprut og stoffer ud med job, uddannelse, et sted at bo og gensyn med familien.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS