UNNIA
Herrelandsholdet og fokusholdet åbner 2026 med kamp om pladserne i Paris
Herrelandsholdet og fokusholdet i Paris.
Foto: Timersoqatigiiffiit Assammik Arsartartut Kattuffiat
Johannes
Groth, landstræner for herrelandsholdet, og håndboldherrerne starter året ud
med en spændende forberedelsesturnering i Paris, som finder sted fra den 6. til
10. januar 2026. Turneringen bliver en vigtig test for både herrelandsholdet og
fokusholdet, hvor spillerne får en unik mulighed for at vise, hvem der er klar
til den store VM-kvalifikation til maj.
- Det bliver rigtig spændende at se, hvem der træder frem i Paris. Både for
herrelandsholdet og fokusholdet bliver der konkurrence om pladserne, og
turneringen giver spillerne mulighed for at vise, at de er klar til
VM-kvalifikationen. Vi har også spillere, der ikke er med denne gang, som
stadig er aktuelle til VM-kvalifikationen. Så de er nødt til at give absolut
alt, hvad de har, udtaler Johannes Groth i en pressemeddelelse fra TAAK.
Landstræneren understreger, at Paris-turneringen handler om langt mere end bare
resultater.
- Vi vil teste spillerne under pres, arbejde med taktik og sammenspil, og
sikre, at begge hold er bedst muligt forberedt. Turneringen bliver et vigtigt
skridt på vejen mod VM-kvalifikationen, forklarer han.
Når turneringen i Paris er overstået, rykker fokus henholdsvis mod USA, hvor
herrelandsholdet deltager i VM-kvalifikationen til maj, mens fokusholdet ser
frem mod deres kvalifikation senere på året.