håndbold-GM
GSS-ildsjæle: Udvikling af børn og unge motiverer os
GSS fra Nuuk har opnået en imponerende bedrift i håndbold med fem dobbeltmesterskaber for seniorer. I træk
Ægteparret Kristian Heilmann og Rita Egede bliver betegnet som grundlæggere for den succes, GSS-håndbold har haft gennem flere år. Motivationen er bestemt ikke blevet mindre efter GM-triumfen søndag, hvor GSS blev grønlandsmester hos herrer og damer.
Læs: Dobbelt GM-triumf for GSS
Kristian Heilmann og Rita Egede flyttede til GSS i 1989 efter selv at have været spillere for NÛK.
GSS lå i skyggen af NÛK, der vandt mesterskaber på stribe hos herrer og damer. GSS fortsatte med at satse på børn og unge og var med til at starte Børne Cup, der stadig bliver afviklet med stor succes i Midtgrønland. Kristian Heilmann og Rita Egede har nu i over to årtier stået i spidsen for GSS og er stadig motiveret til at fortsætte med deres arbejde for håndbolden.
Opdragelse og livskvalitet
- Vores interesse for at arbejde for håndbolden stammer fra, at vi begge har været aktive spillere og har interesse i at udvikle håndbolden i Grønland, fortæller Kristian Heilmann til Sermitsiaq.AG.
GSS har i dag en stor håndbold-afdeling, hvor der er træning fra børn til oldboys. Klubben har fordelt ansvaret, hvor spillere hos seniorer også er trænere for børn og unge.
- Håndbold er en holdsport, hvor man kommer hinanden ved. Det er i sig selv en motiverende faktor. Vores interesse ligger også i at blive ved med at udvikle håndbolden og være med til at opdrage børn til at kunne opnå større livskvalitet. Vi kan ikke være tilfredse med status quo. Man skal hele tiden tænke på udviklingsmuligheder, siger Kristian Heilmann.
Håndbold VM
Rita Egede og Kristian Heilmann deltog sammen med bestyrelsen i GSS i arbejdet med at udvikle damehåndbold. De deltog i arbejdet med at starte dameturneringen Faxe Cup og kunne 10 år senere se en del af høsten, da det grønlandske damelandshold kvalificerede sig til VM i Italien.
- Vi håber, at succesen i GSS kan inspirere andre klubber og være med til at udvikle håndbolden for herrer og damer. Det gælder blandt andet om at sætte sig langsigtede mål, siger Kristian Heilmann.
Læs artikler om håndbold-GM her
Se billeder herunder