fodbold
Grønlandske kendisser mod franske stjerner
Der skal spilles to opvisningskampe, når tidligere franske fodboldstjerner kommer til Nuuk

Der bliver samlet grønlandske oldboys-hold, der i Nuuk skal spille mod Variétés Club de France, der har tidligere fodboldstjerner på holdet. Det sker i forbindelse med besøget fra de franske stjerner i maj.
Tidligere franske stjerner som Robert Pires, der har spillet for Arsenal og det franske landshold, skal være i Nuuk fra den 19. til den 23. maj. Det er det franske hold Variétés Club de France, der selv har ønsket at komme på besøg i Grønland. Værterne i Nuuk håber nu på, at fodboldbanen bliver fri for sne, inden gæsterne kommer.
Den ene kamp bliver mod et hold af Nuuk bedste oldboys-spillere, mens den anden kamp bliver mod et hold af grønlandske kendisser. Holdene er endnu ikke bestemt, men udvælgelsen er i fuld gang, oplyser Grønlands Boldspil-Union, GBU.
- Det er en stor begivenhed for GBU, at vi endelig får Variétés Club de France til Grønland. Vi ser frem til nogle spændende kampe og forhåbentlig en masse tilskuere, siger formanden for GBU, John Thorsen.
Kampene bliver spillet i idrætshallen, hvis det ikke skulle være muligt at spille på fodboldbanen.
De franske stjerner betaler selv for rejsen og opholdet.
Læs: 'Fodboldstjerner på vej til Nuuk', hvori navnene på de franske tidligere fodboldstjerner står