armbrydning
Grønlandsk bronze i armbrydning
Armbryderen Minik Trondheim fra Nuuk fik gode resultater i et stort svensk stævne
Motivationen og lysten til at dyrke armbrydning har fået saltvandsindsprøjtning hos Minik Trondheim fra Nuuk. Han vandt lørdag bronze hos professionelle i det svenske stævne Dalabrytet i Stockholm.
Læs: Grønlænder udfordrer svenske armbrydere
Minik Trondheim stillede op hos de bedste amatører, der bliver kaldt klasse 1 og hos professionelle. Han sluttede på 4. pladsen i klasse 1 lørdag eftermiddag, hvor han havde tilmeldt sig i vægtklassen under 95 kilo.
- Der var desværre ingen andre tilmeldte i den vægtklasse hos klasse 1, så jeg kæmpede mod modstander i vægtklassen under 140 kilo, fortæller Minik Trondheim til Sermitsiaq.AG.
Han klarede sig alligevel godt i konkurrencen og sluttede på 4. pladsen med sin højre arm og igen på 4. pladsen med sin venstre arm.
VM om et eller to år
- Jeg var meget nervøs i starten. Det er første gang, jeg stiller op i en større konkurrencen uden for Danmark og Grønland, siger Minik Trondheim.
Konkurrencerne fortsatte lørdag aften med professionelle, hvor Minik Trondheim stillede op i vægtklassen under 94 kilo. Der vandt han bronze med sin højre arm og sluttede på 5. pladsen med sin venstre arm.
- Jeg har fået meget god erfaring ud af deltagelsen i Dalabrytet. Modstanderne var hurtige, stærke og havde god teknik. Nu har jeg fået meget motivation til at træne endnu mere og vil arbejde målrettet for at nå verdensmesterskaberne om et eller to år, siger Minik Trondheim.
Men det er ikke uden omkostninger at deltage i internationale stævner.
- Jeg håber meget på, at mulige sponsorer vil kontakte mig. De svenske armbrydere stiller op hos professionelle, når de har dyrket sporten i fem år. Nu har jeg kun dyrket armbrydning i to år og blev budt velkommen af mine modstandere. Det har givet masser af motivation, siger Minik Trondheim.